Psalms 142

1 An instruction of David; when he was in the cave: a prayer. I cry unto Jehovah with my voice: with my voice unto Jehovah do I make supplication.

En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

2 I pour out my plaint before him; I shew before him my trouble.

Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

3 When my spirit was overwhelmed within me, then thou knewest my path. In the way wherein I walked have they hidden a snare for me.

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

4 Look on the right hand and see; there is no man that knoweth me: refuge hath failed me; no man careth for my soul.

Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

5 I cried unto thee, Jehovah; I said, Thou art my refuge, my portion in the land of the living.

Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

6 Attend unto my cry, for I am brought very low; deliver me from my persecutors, for they are stronger than I.

Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

7 Bring my soul out of prison, that I may celebrate thy name. The righteous shall surround me, because thou dealest bountifully with me.

Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.