Psalms 137

1 By the rivers of Babylon, there we sat down; yea, we wept when we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 We hanged our harps upon the willows in the midst thereof.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there they that carried us away captive required of us a song; and they that made us wail [required] mirth, [saying, ] Sing us [one] of the songs of Zion.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How should we sing a song of Jehovah's upon a foreign soil?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget thee, Jerusalem, let my right hand forget [its skill];

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 If I do not remember thee, let my tongue cleave to my palate: if I prefer not Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, O Jehovah, against the sons of Edom, the day of Jerusalem; who said, Lay [it] bare, Lay [it] bare, down to its foundation!

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 Daughter of Babylon, who art to be laid waste, happy he that rendereth unto thee that which thou hast meted out to us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Happy he that taketh and dasheth thy little ones against the rock.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.