Job 9
1 And Job answered and said,
Men Job svarede og sagde:
2 Of a truth I know it is so; but how can man be just with God?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 If he shall choose to strive with him, he cannot answer him one thing of a thousand.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 He is wise in heart and mighty in strength: who hath hardened himself against him, and had peace?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Who removeth mountains, and they know it not, when he overturneth them in his anger;
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Who shaketh the earth out of its place, and the pillars thereof tremble;
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Who commandeth the sun, and it riseth not, and he sealeth up the stars;
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Who alone spreadeth out the heavens, and treadeth upon the high waves of the sea;
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Who maketh the Bear, Orion, and the Pleiades, and the chambers of the south;
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Who doeth great things past finding out, and wonders without number.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Lo, he goeth by me, and I see [him] not; and he passeth along, and I perceive him not.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Behold, he taketh away: who will hinder him? Who will say unto him, What doest thou?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 God withdraweth not his anger; the proud helpers stoop under him:
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 How much less shall I answer him, choose out my words [to strive] with him?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Whom, though I were righteous, [yet] would I not answer; I would make supplication to my judge.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 If I had called, and he had answered me, I would not believe that he hearkened to my voice, —
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 He, who crusheth me with a tempest, and multiplieth my wounds without cause.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 He suffereth me not to take my breath, for he filleth me with bitternesses.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Be it a question of strength, lo, [he is] strong; and be it of judgment, who will set me a time?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 If I justified myself, mine own mouth would condemn me; were I perfect, he would prove me perverse.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Were I perfect, [yet] would I not know my soul: I would despise my life.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 It is all one; therefore I said, he destroyeth the perfect and the wicked.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 If the scourge kill suddenly, he mocketh at the trial of the innocent.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 The earth is given over into the hand of the wicked [man]; he covereth the faces of its judges. If not, who then is it?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 And my days are swifter than a runner: they flee away, they see no good.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 They pass by like skiffs of reed; as an eagle that swoops upon the prey.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 If I say, I will forget my complaint, I will leave off my [sad] countenance, and brighten up,
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 I am afraid of all my sorrows; I know that thou wilt not hold me innocent.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Be it that I am wicked, why then do I labour in vain?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 If I washed myself with snow-water, and cleansed my hands in purity,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Then wouldest thou plunge me in the ditch, and mine own clothes would abhor me.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 For he is not a man, as I am, that I should answer him; that we should come together in judgment.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 There is not an umpire between us, who should lay his hand upon us both.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Let him take his rod away from me, and let not his terror make me afraid,
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 [Then] I will speak, and not fear him; but it is not so with me.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
