Job 7
1 Hath not man a life of labour upon earth? and are not his days like the days of a hireling?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As a bondman earnestly desireth the shadow, and a hireling expecteth his wages,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 So am I made to possess months of vanity, and wearisome nights are appointed to me.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 If I lie down, I say, When shall I rise up, and the darkness be gone? and I am full of tossings until the dawn.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh is clothed with worms and clods of dust; my skin is broken, and suppurates.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days are swifter than a weaver's shuttle, and are spent without hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Remember thou that my life is wind; mine eye shall no more see good.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 The eye of him that hath seen me shall behold me no [more]: thine eyes are upon me, and I am not.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
9 The cloud consumeth and vanisheth away; so he that goeth down to Sheol shall not come up. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 He shall return no more to his house, neither shall his place know him again.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Therefore I will not restrain my mouth: I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Am I a sea, or a sea-monster, that thou settest a watch over me?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 When I say, My bed shall comfort me, my couch shall ease my complaint;
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 Then thou scarest me with dreams, and terrifiest me through visions;
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 So that my soul chooseth strangling, death, rather than my bones.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 I loathe it; I shall not live always: let me alone, for my days are a breath.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What is man, that thou makest much of him? and that thou settest thy heart upon him?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 And that thou visitest him every morning, triest him every moment?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 How long wilt thou not look away from me, nor let me alone till I swallow down my spittle?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Have I sinned, what do I unto thee, thou Observer of men? Why hast thou set me as an object of assault for thee, so that I am become a burden to myself?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 And why dost not thou forgive my transgression and take away mine iniquity? for now shall I lie down in the dust, and thou shalt seek me early, and I shall not be.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
