Job 4
1 And Eliphaz the Temanite answered and said,
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 If a word were essayed to thee, wouldest thou be grieved? But who can refrain from speaking?
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 Behold, thou hast instructed many, and thou hast strengthened the weak hands;
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 Thy words have upholden him that was stumbling, and thou hast braced up the bending knees:
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 But now it is come upon thee, and thou grievest; it toucheth thee, and thou art troubled.
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 Hath not thy piety been thy confidence, and the perfection of thy ways thy hope?
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 Remember, I pray thee, who that was innocent has perished? and where were the upright cut off?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 Even as I have seen, they that plough iniquity and sow mischief, reap the same.
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 By the breath of God they perish, and by the blast of his nostrils are they consumed.
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 The roar of the lion, and the voice of the fierce lion, and the teeth of the young lions, are broken;
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 The old lion perisheth for lack of prey, and the whelps of the lioness are scattered.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 Now to me a word was secretly brought, and mine ear received a whisper thereof.
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 In thoughts from visions of the night, when deep sleep falleth on men: —
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 Fear came on me, and trembling, and made all my bones to shake;
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 And a spirit passed before my face — the hair of my flesh stood up —
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 It stood still; I could not discern the appearance thereof: a form was before mine eyes; I heard a slight murmur and a voice:
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 Shall [mortal] man be more just than God? Shall a man be purer than his Maker?
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 Lo, he trusteth not his servants, and his angels he chargeth with folly:
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 How much more them that dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, who are crushed as the moth!
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 From morning to evening are they smitten: without any heeding it, they perish for ever.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 Is not their tent-cord torn away in them? they die, and without wisdom.
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
