< Job 29 >
1 And Job continued his parable and said,
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Oh that I were as in months past, as in the days when God preserved me;
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 When his lamp shone over my head, [and] by his light I walked through darkness;
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 As I was in the days of my youth, when the secret counsel of God was over my tent,
som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 When the Almighty was yet with me, my young men round about me;
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 When my steps were bathed in milk, and the rock poured out beside me rivers of oil! ...
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 When I went out to the gate by the city, when I prepared my seat on the broadway,
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
8 The young men saw me, and hid themselves; and the aged arose [and] stood up;
Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 Princes refrained from talking, and laid the hand on their mouth;
Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
10 The voice of the nobles was hushed, and their tongue cleaved to their palate.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 When the ear heard [me], then it blessed me, and when the eye saw [me], it gave witness to me;
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
12 For I delivered the afflicted that cried, and the fatherless who had no helper.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 The blessing of him that was perishing came upon me, and I caused the widow's heart to sing for joy.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 I put on righteousness, and it clothed me; my justice was as a mantle and a turban.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 I was eyes to the blind, and feet was I to the lame;
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 I was a father to the needy, and the cause which I knew not I searched out;
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 And I broke the jaws of the unrighteous, and plucked the spoil out of his teeth.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 And I said, I shall die in my nest, and multiply my days as the sand;
Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
19 My root shall be spread out to the waters, and the dew will lie all night on my branch;
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 My glory shall be fresh in me, and my bow be renewed in my hand.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
21 Unto me they listened, and waited, and kept silence for my counsel:
Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
22 After my words they spoke not again, and my speech dropped upon them;
ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
23 And they waited for me as for the rain, and they opened their mouth wide as for the latter rain.
de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
24 [If] I laughed on them, they believed [it] not; and they troubled not the serenity of my countenance.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
25 I chose their way, and sat as chief, and dwelt as a king in the army, as one that comforteth mourners.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.