Job 17
1 My breath is corrupt, my days are extinct, the graves are mine.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Are there not mockers around me? and doth [not] mine eye abide in their provocation?
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Lay down now [a pledge], be thou surety for me with thyself: who is he that striketh hands with me?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 For thou hast hidden their heart from understanding; therefore thou wilt not exalt [them].
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 He that betrayeth friends for a prey — even the eyes of his children shall fail.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 And he hath made me a proverb of the peoples; and I am become one to be spit on in the face.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 And mine eye is dim by reason of grief, and all my members are as a shadow.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Upright men [shall be] astonished at this, and the innocent shall be stirred up against the ungodly;
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 But the righteous shall hold on his way, and he that hath clean hands shall increase in strength.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 But as for you all, pray come on again; and I shall not find one wise man among you.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 My days are past, my purposes are broken off, the cherished thoughts of my heart.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 They change the night into day; the light [they imagine] near in presence of the darkness.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 I cry to the grave, Thou art my father! to the worm, My mother, and my sister!
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 And where is then my hope? yea, my hope, who shall see it?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
