Job 14
1 Man, born of woman, is of few days, and full of trouble.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 He cometh forth like a flower, and is cut down; and he fleeth as a shadow, and continueth not.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Yet dost thou open thine eyes upon such a one, and bringest me into judgment with thee?
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Who can bring a clean [man] out of the unclean? Not one!
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 If his days are determined, if the number of his months is with thee, [and] thou hast appointed his bounds which he must not pass,
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Look away from him; and let him rest, till he accomplish, as a hireling, his day.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 For there is hope for a tree: if it be cut down, it will sprout again, and its tender branch will not cease;
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Though its root grow old in the earth, and its stock die in the ground,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 Yet through the scent of water it will bud, and put forth boughs like a young plant.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 But a man dieth, and is prostrate; yea, man expireth, and where is he?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 The waters recede from the lake, and the river wasteth and drieth up:
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 So man lieth down, and riseth not again; till the heavens be no more, they do not awake, nor are raised out of their sleep.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Oh that thou wouldest hide me in Sheol, that thou wouldest keep me secret until thine anger be past, that thou wouldest appoint me a set time, and remember me, — (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 (If a man die, shall he live [again]?) all the days of my time of toil would I wait, till my change should come:
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Thou wouldest call, and I would answer thee; thou wouldest have a desire after the work of thy hands.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 For now thou numberest my steps: dost thou not watch over my sin?
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 My transgression is sealed up in a bag, and thou heapest up mine iniquity.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 And indeed a mountain falling cometh to nought, and the rock is removed out of its place;
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 The waters wear the stones, the floods thereof wash away the dust of the earth; and thou destroyest the hope of man.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Thou prevailest for ever against him, and he passeth away; thou changest his countenance, and dismissest him.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 His sons come to honour, and he knoweth it not; and they are brought low, and he perceiveth it not.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 But his flesh hath pain for himself alone, and his soul mourneth for himself.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
