Job 10
1 My soul is weary of my life: I will give free course to my complaint; I will speak in the bitterness of my soul.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 I will say unto God, Do not condemn me; shew me wherefore thou strivest with me.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Doth it please thee to oppress, that thou shouldest despise the work of thy hands, and shine upon the counsel of the wicked?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Hast thou eyes of flesh? or seest thou as man seeth?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 Are thy days as the days of a mortal? are thy years as a man's days,
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 That thou searchest after mine iniquity, and inquirest into my sin;
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 Since thou knowest that I am not wicked, and that there is none that delivereth out of thy hand?
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Thy hands have bound me together and made me as one, round about; yet dost thou swallow me up!
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Remember, I beseech thee, that thou hast made me as clay, and wilt bring me into dust again.
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Hast thou not poured me out as milk, and curdled me like cheese?
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 Thou hast clothed me with skin and flesh, and knit me together with bones and sinews;
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 Thou hast granted me life and favour, and thy care hath preserved my spirit;
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 And these things didst thou hide in thy heart; I know that this was with thee.
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 If I sinned, thou wouldest mark me, and thou wouldest not acquit me of mine iniquity.
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 If I were wicked, woe unto me! and righteous, I will not lift up my head, being [so] full of shame, and beholding mine affliction; —
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 And it increaseth: thou huntest me as a fierce lion; and ever again thou shewest thy marvellous power upon me.
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 Thou renewest thy witnesses before me and increasest thy displeasure against me; successions [of evil] and a time of toil are with me.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 And wherefore didst thou bring me forth out of the womb? I had expired, and no eye had seen me.
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 I should be as though I had not been; I should have been carried from the womb to the grave.
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Are not my days few? cease then and let me alone, that I may revive a little,
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 Before I go, and never to return, — to the land of darkness and the shadow of death;
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 A land of gloom, as darkness itself; of the shadow of death, without any order, where the light is as thick darkness.
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
