< Acts 5 >
1 But a certain man, Ananias by name, with Sapphira his wife, sold a possession,
Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom
2 and put aside for himself part of the price, [his] wife also being privy to it; and having brought a certain part, laid it at the feet of the apostles.
og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
3 But Peter said, Ananias, why has Satan filled thy heart that thou shouldest lie to the Holy Spirit, and put aside for thyself a part of the price of the estate?
Men Peter sagde: "Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket?
4 While it remained did it not remain to thee? and sold, was [it not] in thine own power? Why is it that thou hast purposed this thing in thine heart? Thou hast not lied to men, but to God.
Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud."
5 And Ananias, hearing these words, fell down and expired. And great fear came upon all who heard [it].
Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det.
6 And the young men, rising up, swathed him up for burial, and having carried him out, buried him.
Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham.
7 And it came to pass about three hours afterwards, that his wife, not knowing what had happened, came in.
Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket.
8 And Peter answered her, Tell me if ye gave the estate for so much? And she said, Yes, for so much.
Da sagde Peter til hende: "Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?" Og hun sagde: "Ja, til den Pris."
9 And Peter said to her, Why [is it] that ye have agreed together to tempt the Spirit of [the] Lord? Lo, the feet of those that have buried thy husband [are] at the door, and they shall carry thee out.
Men Peter sagde til hende: "Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud."
10 And she fell down immediately at his feet and expired. And when the young men came in they found her dead; and, having carried her out, they buried her by her husband.
Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand.
11 And great fear came upon all the assembly, and upon all who heard these things.
Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.
12 And by the hands of the apostles were many signs and wonders done among the people; (and they were all with one accord in Solomon's porch,
Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
13 but of the rest durst no man join them, but the people magnified them;
Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt,
14 and believers were more than ever added to the Lord, multitudes both of men and women; )
og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af Mænd og Kvinder,
15 so that they brought out the sick into the streets and put [them] on beds and couches, that at least the shadow of Peter, when he came, might overshadow some one of them.
så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem.
16 And the multitude also of the cities round about came together to Jerusalem, bringing sick persons and persons beset by unclean spirits, who were all healed.
Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og de bleve alle helbredte.
17 And the high priest rising up, and all they that were with him, which is the sect of the Sadducees, were filled with wrath,
Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.
18 and laid hands on the apostles and put them in the public prison.
Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring.
19 But an angel of [the] Lord during the night opened the doors of the prison, and leading them out, said,
Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde:
20 Go ye and stand and speak in the temple to the people all the words of this life.
"Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!"
21 And when they heard it, they entered very early into the temple and taught. And when the high priest was come, and they that were with him, they called together the council and all the elderhood of the sons of Israel, and sent to the prison to have them brought.
Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem.
22 And when the officers were come, they did not find them in the prison; and returned and reported
Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde:
23 saying, We found the prison shut with all security, and the keepers standing at the doors; but when we had opened [them], within we found no one.
"Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde."
24 And when they heard these words, both the priest and the captain of the temple and the chief priests were in perplexity as to them, what this would come to.
Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem, hvad dette skulde blive til.
25 And some one coming reported to them, Lo, the men whom ye put in the prison are in the temple, standing and teaching the people.
Men der kom en og meldte dem: "Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket."
26 Then the captain, having gone with the officers, brought them, not with violence, for they feared the people, lest they should be stoned.
Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27 And they bring them and set them in the council. And the high priest asked them,
Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:
28 saying, We strictly enjoined you not to teach in this name: and lo, ye have filled Jerusalem with your doctrine, and purpose to bring upon us the blood of this man.
"Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!"
29 But Peter answering, and the apostles, said, God must be obeyed rather than men.
Men Peter og Apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud mere end Mennesker.
30 The God of our fathers has raised up Jesus, whom ye have slain, having hanged on a cross.
Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge ihjel.
31 Him has God exalted by his right hand as leader and saviour, to give repentance to Israel and remission of sins.
Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
32 And we are [his] witnesses of these things, and the Holy Spirit also, which God has given to those that obey him.
Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd, som Gud har givet dem, der adlyde ham."
33 But they, when they heard [these things], were cut to the heart, and took counsel to kill them.
Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om at slå dem ihjel.
34 But a certain [man], a Pharisee, named Gamaliel, a teacher of the law, held in honour of all the people, rose up in the council, and commanded to put the men out for a short while,
Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor.
35 and said to them, Men of Israel, take heed to yourselves as regards these men what ye are going to do;
Og han sagde til dem: "I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker.
36 for before these days Theudas rose up, alleging himself to be somebody, to whom a number of men, about four hundred, were joined; who was slain, and all, as many as obeyed him, were dispersed and came to nothing.
Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.
37 After him rose Judas the Galilean in the days of the census, and drew away [a number of] people after him; and he perished, and all, as many as obeyed him, were scattered abroad.
Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte.
38 And now I say to you, Withdraw from these men and let them alone, for if this counsel or this work have its origin from men, it will be destroyed;
Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet;
39 but if it be from God, ye will not be able to put them down, lest ye be found also fighters against God.
men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!"
40 And they listened to his advice; and having called the apostles, they beat them, and enjoined them not to speak in the name of Jesus, and dismissed them.
Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.
41 They therefore went their way from [the] presence of the council, rejoicing that they were counted worthy to be dishonoured for the name.
Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.
42 And every day, in the temple and in the houses, they ceased not teaching and announcing the glad tidings that Jesus [was] the Christ.
Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.