Psalms 42

1 For the end, [a Psalm] for instruction, for the sons of Core. As the hart earnestly desires the fountains of water, so my soul earnestly longs for you, O God.

Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.

2 My soul has thirsted for the living God: when shall I come and appear before God?

Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!

3 My tears have been bread to me day and night, while they daily said to me, Where is your God?

Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og ses for Guds Ansigt?

4 I remembered these things, and poured out my soul in me, for I will go to the place of your wondrous tabernacle, [even] to the house of God, with a voice of exultation and thanksgiving and of the sound of those who keep festival.

Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?

5 Therefore are you very sad, O my soul? and therefore do you trouble me? hope in God; for I will give thanks to him; [he is] the salvation of my countenance.

Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

6 O my God, my soul has been troubled within me: therefore will I remember you from the land of Jordan, and of the Ermonites, from the little hill.

Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.

7 Deep calls to deep at the voice of your cataracts: all your billows and your waves have gone over me.

Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

8 By day the Lord will command his mercy, and manifest [it] by night: with me [is] prayer to the God of my life.

Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.

9 I will say to God, You are my helper; why have you forgotten me? therefore do I go sad of countenance, while the enemy oppresses [me]?

Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.

10 While my bones were breaking, they that afflicted me reproached me; while they said to me daily, Where is your God?

Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?

11 Therefore are you very sad, O my soul? and therefore do you trouble me? hope in God; for I will give thanks to him; [he is] the health of my countenance, and my God.

Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.