< Psalms 139 >
1 For the end, a Psalm of David. O Lord, thou hast proved me, and known me.
Herre! du har ransaget mig og kender mig.
2 Thou knowest my down-sitting and mine up-rising: thou understandest my thoughts long before.
Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
3 Thou hast traced my path and my bed, and hast foreseen all my ways.
Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
4 For there is no unrighteous word in my tongue: behold, O Lord, thou hast known all things,
Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
5 the last and the first: thou hast fashioned me, and laid thine hand upon me.
Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
6 The knowledge of thee is too wonderful for me; it is very difficult, I cannot [attain] to it.
Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
7 Whither shall I go from thy Spirit? and whither shall I flee from my presence?
Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
8 If I should go up to heaven, thou art there: if I should go down to hell, thou art present. (Sheol )
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol )
9 If I should spread my wings [to fly] straight forward, and sojourn at the extremity of the sea, [it would be vain],
Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
10 for even there thy hand would guide me, and thy right hand would hold me.
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
11 When I said, Surely the darkness will cover me; even the night [was] light in my luxury.
Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12 For darkness will not be darkness with thee; but night will be light as day: as its darkness, so shall its light [be to thee].
Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 For thou, O Lord, hast possessed my reins; thou hast helped me from my mother's womb.
Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
14 I will give thee thanks; for thou art fearfully wondrous; wondrous are thy works; and my soul knows [it] well.
Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
15 My bones, which thou madest in secret were not hidden from thee, nor my substance, in the lowest parts of the earth.
Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
16 Thine eyes saw my unwrought [substance], and all [men] shall be written in thy book; they shall be formed by day, though [there should for a time] be no one among them.
Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
17 But thy friends, O God, have been greatly honoured by me; their rule has been greatly strengthened.
Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
18 I will number them, and they shall be multiplied beyond the sand; I awake, and am still with thee.
Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
19 Oh that thou wouldest slay the wicked, O God; depart from me, ye men of blood.
Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
20 For thou wilt say concerning [their] thought, [that] they shall take thy cities in vain.
Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
21 Have I not hated them, O Lord, that hate thee? and wasted away because of thine enemies?
Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
22 I have hated them with perfect hatred; they were counted my enemies.
Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
23 Prove me, O God, and know my heart; examine me, and know my paths;
Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
24 and see if [there is any] way of iniquity in me, and lead me in an everlasting way.
Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!