Job 7
1 Has not man his ordered time of trouble on the earth? and are not his days like the days of a servant working for payment?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 As a servant desiring the shades of evening, and a workman looking for his payment:
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 So I have for my heritage months of pain to no purpose, and nights of weariness are given to me.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 When I go to my bed, I say, When will it be time to get up? but the night is long, and I am turning from side to side till morning light.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 My flesh is covered with worms and dust; my skin gets hard and then is cracked again.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 My days go quicker than the cloth-worker's thread, and come to an end without hope.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 O, keep in mind that my life is wind: my eye will never again see good.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 The eye of him who sees me will see me no longer: your eyes will be looking for me, but I will be gone.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 A cloud comes to an end and is gone; so he who goes down into the underworld comes not up again. (Sheol h7585)
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 He will not come back to his house, and his place will have no more knowledge of him.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 So I will not keep my mouth shut; I will let the words come from it in the pain of my spirit, my soul will make a bitter outcry.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Am I a sea, or a sea-beast, that you put a watch over me?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 When I say, In my bed I will have comfort, there I will get rest from my disease;
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 Then you send dreams to me, and visions of fear;
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 So that a hard death seems better to my soul than my pains.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 I have no desire for life, I would not be living for ever! Keep away from me, for my days are as a breath.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 What is man, that you have made him great, and that your attention is fixed on him,
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 And that your hand is on him every morning, and that you are testing him every minute?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 How long will it be before your eyes are turned away from me, so that I may have a minute's breathing-space?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 If I have done wrong, what have I done to you, O keeper of men? why have you made me a mark for your blows, so that I am a weariness to myself?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 And why do you not take away my sin, and let my wrongdoing be ended? for now I go down to the dust, and you will be searching for me with care, but I will be gone.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
