< Job 19 >
1 And Job made answer and said,
Men Job svarede og sagde:
2 How long will you make my life bitter, crushing me with words?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 Ten times now you have made sport of me; it gives you no sense of shame to do me wrong.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 And, truly, if I have been in error, the effect of my error is only on myself.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 If you make yourselves great against me, using my punishment as an argument against me,
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 Be certain that it is God who has done me wrong, and has taken me in his net.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Truly, I make an outcry against the violent man, but there is no answer: I give a cry for help, but no one takes up my cause.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 My way is walled up by him so that I may not go by: he has made my roads dark.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 He has put off my glory from me, and taken the crown from my head.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 I am broken down by him on every side, and I am gone; my hope is uprooted like a tree.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 His wrath is burning against me, and I am to him as one of his haters.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 His armies come on together, they make their road high against me, and put up their tents round mine.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 He has taken my brothers far away from me; they have seen my fate and have become strange to me.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 My relations and my near friends have given me up, and those living in my house have put me out of their minds.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 I am strange to my women-servants, and seem to them as one from another country.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 At my cry my servant gives me no answer, and I have to make a prayer to him.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 My breath is strange to my wife, and I am disgusting to the offspring of my mother's body.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Even young children have no respect for me; when I get up their backs are turned on me.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 All the men of my circle keep away from me; and those dear to me are turned against me.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 My bones are joined to my skin, and I have got away with my flesh in my teeth.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Have pity on me, have pity on me, O my friends! for the hand of God is on me.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Why are you cruel to me, like God, for ever saying evil against me?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 If only my words might be recorded! if they might be put in writing in a book!
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 And with an iron pen and lead be cut into the rock for ever!
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 But I am certain that he who will take up my cause is living, and that in time to come he will take his place on the dust;
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 And ... without my flesh I will see God;
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Whom I will see on my side, and not as one strange to me. My heart is broken with desire.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 If you say, How cruel we will be to him! because the root of sin is clearly in him:
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 Be in fear of the sword, for the sword is the punishment for such things, so that you may be certain that there is a judge.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.