Psalms 39
1 For the choirmaster. For Jeduthun. A Psalm of David. I said, “I will watch my ways so that I will not sin with my tongue; I will guard my mouth with a muzzle as long as the wicked are present.”
(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
2 I was speechless and still; I remained silent, even from speaking good, and my sorrow was stirred.
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
3 My heart grew hot within me; as I mused, the fire burned. Then I spoke with my tongue:
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
4 “Show me, O LORD, my end and the measure of my days. Let me know how fleeting my life is.
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
5 You, indeed, have made my days as handbreadths, and my lifetime as nothing before You. Truly each man at his best exists as but a breath.
Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)
6 Surely every man goes about like a phantom; surely he bustles in vain; he heaps up riches not knowing who will haul them away.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
7 And now, O Lord, for what do I wait? My hope is in You.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
8 Deliver me from all my transgressions; do not make me the reproach of fools.
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
9 I have become mute; I do not open my mouth because of what You have done.
Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
10 Remove Your scourge from me; I am perishing by the force of Your hand.
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
11 You discipline and correct a man for his iniquity, consuming like a moth what he holds dear; surely each man is but a vapor.
Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)
12 Hear my prayer, O LORD, and give ear to my cry for help; do not be deaf to my weeping. For I am a foreigner dwelling with You, a stranger like all my fathers.
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
13 Turn Your gaze away from me, that I may again be cheered before I depart and am no more.”
Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
