Psalms 39
1 For the choirmaster. For Jeduthun. A Psalm of David. I said, “I will watch my ways so that I will not sin with my tongue; I will guard my mouth with a muzzle as long as the wicked are present.”
Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
2 I was speechless and still; I remained silent, even from speaking good, and my sorrow was stirred.
Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
3 My heart grew hot within me; as I mused, the fire burned. Then I spoke with my tongue:
Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
4 “Show me, O LORD, my end and the measure of my days. Let me know how fleeting my life is.
Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
5 You, indeed, have made my days as handbreadths, and my lifetime as nothing before You. Truly each man at his best exists as but a breath.
Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
6 Surely every man goes about like a phantom; surely he bustles in vain; he heaps up riches not knowing who will haul them away.
Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)
7 And now, O Lord, for what do I wait? My hope is in You.
Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
8 Deliver me from all my transgressions; do not make me the reproach of fools.
Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
9 I have become mute; I do not open my mouth because of what You have done.
Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
10 Remove Your scourge from me; I am perishing by the force of Your hand.
Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
11 You discipline and correct a man for his iniquity, consuming like a moth what he holds dear; surely each man is but a vapor.
Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
12 Hear my prayer, O LORD, and give ear to my cry for help; do not be deaf to my weeping. For I am a foreigner dwelling with You, a stranger like all my fathers.
Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)
13 Turn Your gaze away from me, that I may again be cheered before I depart and am no more.”
Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
