Psalms 142

1 A Maskil of David, when he was in the cave. A prayer. I cry aloud to the LORD; I lift my voice to the LORD for mercy.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 I pour out my complaint before Him; I reveal my trouble to Him.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 Although my spirit grows faint within me, You know my way. Along the path I travel they have hidden a snare for me.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 Look to my right and see; no one attends to me. There is no refuge for me; no one cares for my soul.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 I cry to You, O LORD: “You are my refuge, my portion in the land of the living.”

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Listen to my cry, for I am brought quite low. Rescue me from my pursuers, for they are too strong for me.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Free my soul from prison, that I may praise Your name. The righteous will gather around me because of Your goodness to me.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.