Psalms 142

1 A Maskil of David, when he was in the cave. A prayer. I cry aloud to the LORD; I lift my voice to the LORD for mercy.

En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

2 I pour out my complaint before Him; I reveal my trouble to Him.

Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

3 Although my spirit grows faint within me, You know my way. Along the path I travel they have hidden a snare for me.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

4 Look to my right and see; no one attends to me. There is no refuge for me; no one cares for my soul.

Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

5 I cry to You, O LORD: “You are my refuge, my portion in the land of the living.”

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

6 Listen to my cry, for I am brought quite low. Rescue me from my pursuers, for they are too strong for me.

HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

7 Free my soul from prison, that I may praise Your name. The righteous will gather around me because of Your goodness to me.

Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.