Psalms 142

1 A Maskil of David, when he was in the cave. A prayer. I cry aloud to the LORD; I lift my voice to the LORD for mercy.

En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

2 I pour out my complaint before Him; I reveal my trouble to Him.

Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

3 Although my spirit grows faint within me, You know my way. Along the path I travel they have hidden a snare for me.

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

4 Look to my right and see; no one attends to me. There is no refuge for me; no one cares for my soul.

Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

5 I cry to You, O LORD: “You are my refuge, my portion in the land of the living.”

Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

6 Listen to my cry, for I am brought quite low. Rescue me from my pursuers, for they are too strong for me.

Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

7 Free my soul from prison, that I may praise Your name. The righteous will gather around me because of Your goodness to me.

Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.