Psalms 137

1 By the rivers of Babylon we sat and wept when we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 There on the willows we hung our harps,

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 for there our captors requested a song; our tormentors demanded songs of joy: “Sing us a song of Zion.”

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How can we sing a song of the LORD in a foreign land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget you, O Jerusalem, may my right hand cease to function.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 May my tongue cling to the roof of my mouth if I do not remember you, if I do not exalt Jerusalem as my greatest joy!

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, O LORD, the sons of Edom on the day Jerusalem fell: “Destroy it,” they said, “tear it down to its foundations!”

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 O Daughter of Babylon, doomed to destruction, blessed is he who repays you as you have done to us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Blessed is he who seizes your infants and dashes them against the rocks.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.