Job 7
1 “Is not man consigned to labor on earth? Are not his days like those of a hired hand?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Like a slave he longs for shade; like a hireling he waits for his wages.
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 So I am allotted months of futility, and nights of misery are appointed me.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 When I lie down I think: ‘When will I get up?’ But the night drags on, and I toss and turn until dawn.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh is clothed with worms and encrusted with dirt; my skin is cracked and festering.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days are swifter than a weaver’s shuttle; they come to an end without hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Remember that my life is but a breath. My eyes will never again see happiness.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 The eye that beholds me will no longer see me. You will look for me, but I will be no more.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
9 As a cloud vanishes and is gone, so he who goes down to Sheol does not come back up. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 He never returns to his house; his place remembers him no more.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Am I the sea, or the monster of the deep, that You must keep me under guard?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 When I think my bed will comfort me and my couch will ease my complaint,
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 then You frighten me with dreams and terrify me with visions,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 so that I would prefer strangling and death over my life in this body.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 I loathe my life! I would not live forever. Leave me alone, for my days are but a breath.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What is man that You should exalt him, that You should set Your heart upon him,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 that You attend to him every morning, and test him every moment?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Will You never look away from me, or leave me alone to swallow my spittle?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 If I have sinned, what have I done to You, O watcher of mankind? Why have You made me Your target, so that I am a burden to You?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Why do You not pardon my transgression and take away my iniquity? For soon I will lie down in the dust; You will seek me, but I will be no more.”
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
