Job 7
1 “Is not man consigned to labor on earth? Are not his days like those of a hired hand?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Like a slave he longs for shade; like a hireling he waits for his wages.
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 So I am allotted months of futility, and nights of misery are appointed me.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 When I lie down I think: ‘When will I get up?’ But the night drags on, and I toss and turn until dawn.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 My flesh is clothed with worms and encrusted with dirt; my skin is cracked and festering.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 My days are swifter than a weaver’s shuttle; they come to an end without hope.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Remember that my life is but a breath. My eyes will never again see happiness.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 The eye that beholds me will no longer see me. You will look for me, but I will be no more.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 As a cloud vanishes and is gone, so he who goes down to Sheol does not come back up. (Sheol h7585)
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 He never returns to his house; his place remembers him no more.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Am I the sea, or the monster of the deep, that You must keep me under guard?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 When I think my bed will comfort me and my couch will ease my complaint,
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 then You frighten me with dreams and terrify me with visions,
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 so that I would prefer strangling and death over my life in this body.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 I loathe my life! I would not live forever. Leave me alone, for my days are but a breath.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 What is man that You should exalt him, that You should set Your heart upon him,
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 that You attend to him every morning, and test him every moment?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Will You never look away from me, or leave me alone to swallow my spittle?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 If I have sinned, what have I done to You, O watcher of mankind? Why have You made me Your target, so that I am a burden to You?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Why do You not pardon my transgression and take away my iniquity? For soon I will lie down in the dust; You will seek me, but I will be no more.”
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
