Job 30
1 “But now they mock me, men younger than I am, whose fathers I would have refused to entrust with my sheep dogs.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 What use to me was the strength of their hands, since their vigor had left them?
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 Gaunt from poverty and hunger, they gnawed the dry land, and the desolate wasteland by night.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 They plucked mallow among the shrubs, and the roots of the broom tree were their food.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 They were banished from among men, shouted down like thieves,
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 so that they lived on the slopes of the wadis, among the rocks and in holes in the ground.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 They cried out among the shrubs and huddled beneath the nettles.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 A senseless and nameless brood, they were driven off the land.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 And now they mock me in song; I have become a byword among them.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 They abhor me and keep far from me; they do not hesitate to spit in my face.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Because God has unstrung my bow and afflicted me, they have cast off restraint in my presence.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 The rabble arises at my right; they lay snares for my feet and build siege ramps against me.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 They tear up my path; they profit from my destruction, with no one to restrain them.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 They advance as through a wide breach; through the ruins they keep rolling in.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Terrors are turned loose against me; they drive away my dignity as by the wind, and my prosperity has passed like a cloud.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 And now my soul is poured out within me; days of affliction grip me.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 Night pierces my bones, and my gnawing pains never rest.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 With great force He grasps my garment; He seizes me by the collar of my tunic.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 He throws me into the mud, and I have become like dust and ashes.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 I cry out to You for help, but You do not answer; when I stand up, You merely look at me.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 You have ruthlessly turned on me; You oppose me with Your strong hand.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 You snatch me up into the wind and drive me before it; You toss me about in the storm.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Yes, I know that You will bring me down to death, to the place appointed for all the living.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Yet no one stretches out his hand to a ruined man when he cries for help in his distress.
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Have I not wept for those in trouble? Has my soul not grieved for the needy?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 But when I hoped for good, evil came; when I looked for light, darkness fell.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 I am churning within and cannot rest; days of affliction confront me.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 I go about blackened, but not by the sun. I stand up in the assembly and cry for help.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 I have become a brother of jackals, a companion of ostriches.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 My skin grows black and peels, and my bones burn with fever.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 My harp is tuned to mourning and my flute to the sound of weeping.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
