< Job 29 >
1 And Job continued his discourse:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 “How I long for the months gone by, for the days when God watched over me,
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 when His lamp shone above my head, and by His light I walked through the darkness,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 when I was in my prime, when the friendship of God rested on my tent,
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 when the Almighty was still with me and my children were around me,
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 when my steps were bathed in cream and the rock poured out for me streams of oil!
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 When I went out to the city gate and took my seat in the public square,
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 the young men saw me and withdrew, and the old men rose to their feet.
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 The princes refrained from speaking and covered their mouths with their hands.
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 The voices of the nobles were hushed, and their tongues stuck to the roofs of their mouths.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 For those who heard me called me blessed, and those who saw me commended me,
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 because I rescued the poor who cried out and the fatherless who had no helper.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 The dying man blessed me, and I made the widow’s heart sing for joy.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 I put on righteousness, and it clothed me; justice was my robe and my turban.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 I served as eyes to the blind and as feet to the lame.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 I was a father to the needy, and I took up the case of the stranger.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 I shattered the fangs of the unjust and snatched the prey from his teeth.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 So I thought: ‘I will die in my nest and multiply my days as the sand.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 My roots will spread out to the waters, and the dew will rest nightly on my branches.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 My glory is ever new within me, and my bow is renewed in my hand.’
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 Men listened to me with expectation, waiting silently for my counsel.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 After my words, they spoke no more; my speech settled on them like dew.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 They waited for me as for rain and drank in my words like spring showers.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 If I smiled at them, they did not believe it; the light of my countenance was precious.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 I chose their course and presided as chief. So I dwelt as a king among his troops, as a comforter of the mourners.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.