Job 19
1 Then Job answered:
Men Job svarede og sagde:
2 “How long will you torment me and crush me with your words?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 Ten times now you have reproached me; you shamelessly mistreat me.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Even if I have truly gone astray, my error concerns me alone.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 If indeed you would exalt yourselves above me and use my disgrace against me,
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 then understand that it is God who has wronged me and drawn His net around me.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Though I cry out, ‘Violence!’ I get no response; though I call for help, there is no justice.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 He has blocked my way so I cannot pass; He has veiled my paths with darkness.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 He has stripped me of my honor and removed the crown from my head.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 He tears me down on every side until I am gone; He uproots my hope like a tree.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 His anger burns against me, and He counts me among His enemies.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 His troops advance together; they construct a ramp against me and encamp around my tent.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 He has removed my brothers from me; my acquaintances have abandoned me.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 My kinsmen have failed me, and my friends have forgotten me.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 My guests and maidservants count me as a stranger; I am a foreigner in their sight.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 I call for my servant, but he does not answer, though I implore him with my own mouth.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 My breath is repulsive to my wife, and I am loathsome to my own family.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Even little boys scorn me; when I appear, they deride me.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 All my best friends despise me, and those I love have turned against me.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 My skin and flesh cling to my bones; I have escaped by the skin of my teeth.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Have pity on me, my friends, have pity, for the hand of God has struck me.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Why do you persecute me as God does? Will you never get enough of my flesh?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 I wish that my words were recorded and inscribed in a book,
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 by an iron stylus on lead, or chiseled in stone forever.
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 But I know that my Redeemer lives, and in the end He will stand upon the earth.
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 Even after my skin has been destroyed, yet in my flesh I will see God.
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 I will see Him for myself; my eyes will behold Him, and not as a stranger. How my heart yearns within me!
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 If you say, ‘Let us persecute him, since the root of the matter lies with him,’
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 then you should fear the sword yourselves, because wrath brings punishment by the sword, so that you may know there is a judgment.”
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
