Job 17
1 “My spirit is broken; my days are extinguished; the grave awaits me.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Surely mockers surround me, and my eyes must gaze at their rebellion.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Give me, I pray, the pledge You demand. Who else will be my guarantor?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 You have closed their minds to understanding; therefore You will not exalt them.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 If a man denounces his friends for a price, the eyes of his children will fail.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 He has made me a byword among the people, a man in whose face they spit.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 My eyes have grown dim with grief, and my whole body is but a shadow.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 The upright are appalled at this, and the innocent are stirred against the godless.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 Yet a righteous one holds to his way, and the one with clean hands grows stronger.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 But come back and try again, all of you. For I will not find a wise man among you.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 My days have passed; my plans are broken off— even the desires of my heart.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 They have turned night into day, making light seem near in the face of darkness.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 and say to corruption, ‘You are my father,’ and to the worm, ‘My mother,’ or ‘My sister,’
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 where then is my hope? Who can see any hope for me?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
