Job 10
1 “I loathe my own life; I will express my complaint and speak in the bitterness of my soul.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 I will say to God: Do not condemn me! Let me know why You prosecute me.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Does it please You to oppress me, to reject the work of Your hands and favor the schemes of the wicked?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Do You have eyes of flesh? Do You see as man sees?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 Are Your days like those of a mortal, or Your years like those of a man,
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 that You should seek my iniquity and search out my sin—
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 though You know that I am not guilty, and there is no deliverance from Your hand?
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Your hands shaped me and altogether formed me. Would You now turn and destroy me?
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Please remember that You molded me like clay. Would You now return me to dust?
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Did You not pour me out like milk, and curdle me like cheese?
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 You clothed me with skin and flesh, and knit me together with bones and sinews.
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 You have granted me life and loving devotion, and Your care has preserved my spirit.
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 Yet You concealed these things in Your heart, and I know that this was in Your mind:
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 If I sinned, You would take note, and would not acquit me of my iniquity.
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 If I am guilty, woe to me! And even if I am righteous, I cannot lift my head. I am full of shame and aware of my affliction.
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 Should I hold my head high, You would hunt me like a lion, and again display Your power against me.
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 You produce new witnesses against me and multiply Your anger toward me. Hardships assault me in wave after wave.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 Why then did You bring me from the womb? Oh, that I had died, and no eye had seen me!
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 If only I had never come to be, but had been carried from the womb to the grave.
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Are my days not few? Withdraw from me, that I may have a little comfort,
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 before I go—never to return— to a land of darkness and gloom,
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 to a land of utter darkness, of deep shadow and disorder, where even the light is like darkness.”
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
