Ecclesiastes 1
1 These are the words of the Teacher, the son of David, king in Jerusalem:
Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
2 “Futility of futilities,” says the Teacher, “futility of futilities! Everything is futile!”
Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
3 What does a man gain from all his labor, at which he toils under the sun?
Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
4 Generations come and generations go, but the earth remains forever.
Slægt gaar, og Slægt kommer, men Jorden staar til evig Tid.
5 The sun rises and the sun sets; it hurries back to where it rises.
Sol staar op, og Sol gaar ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
6 The wind blows southward, then turns northward; round and round it swirls, ever returning on its course.
Vinden gaar mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
7 All the rivers flow into the sea, yet the sea is never full; to the place from which the streams come, there again they flow.
Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
8 All things are wearisome, more than one can describe; the eye is not satisfied with seeing, nor the ear content with hearing.
Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
9 What has been will be again, and what has been done will be done again; there is nothing new under the sun.
Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
10 Is there a case where one can say, “Look, this is new”? It has already existed in the ages before us.
Kommer der noget, om hvilket man siger: »Se, her er da noget nyt!« det har dog for længst været til i Tiderne forud for os.
11 There is no remembrance of those who came before, and those yet to come will not be remembered by those who follow after.
Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
12 I, the Teacher, was king over Israel in Jerusalem.
Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
13 And I set my mind to seek and explore by wisdom all that is done under heaven. What a heavy burden God has laid upon the sons of men to occupy them!
Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
14 I have seen all the things that are done under the sun, and have found them all to be futile, a pursuit of the wind.
Jeg saa alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
15 What is crooked cannot be straightened, and what is lacking cannot be counted.
Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
16 I said to myself, “Behold, I have grown and increased in wisdom beyond all those before me who were over Jerusalem, and my mind has observed a wealth of wisdom and knowledge.”
Jeg tænkte ved mig selv: »Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde.«
17 So I set my mind to know wisdom and madness and folly; I learned that this, too, is a pursuit of the wind.
Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Daarskab og Taabelighed; jeg skønnede, at ogsaa det er Jag efter Vind.
18 For with much wisdom comes much sorrow, and as knowledge grows, grief increases.
Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
