Psalms 42
1 As the hart pants after the water brooks, so my soul pants after thee, O God.
Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.
2 My soul thirsts for God, for the living God. When shall I come and appear before God?
Som Hjorten skriger efter rindende Vand, saaledes skriger min Sjæl efter dig, o Gud.
3 My tears have been my food day and night, while they continually say to me, Where is thy God?
Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; naar skal jeg komme og stedes for Guds Aasyn?
4 These things I remember, and pour out my soul within me, how I went with the throng, and led them to the house of God, with the voice of joy and praise, a multitude keeping holyday.
Min Graad er blevet mit Brød baade Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?«
5 Why are thou cast down, O my soul? And why are thou disquieted within me? Hope thou in God, for I shall yet praise him for the help of his countenance.
Min Sjæl er opløst, naar jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelraab og Lovsang i Højtidsskaren.
6 O my God, my soul is cast down within me. Therefore I remember thee from the land of the Jordan, and the Hermons, from the hill Mizar.
Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!
7 Deep calls to deep at the noise of thy waterfalls. All thy waves and thy billows have gone over me.
Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.
8 Yet Jehovah will command his loving kindness in the daytime, and in the night his song shall be with me, even a prayer to the God of my life.
Dyb raaber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.
9 I will say to God my rock, Why have thou forgotten me? Why do I go mourning because of the oppression of the enemy?
Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.
10 As with a sword in my bones, my adversaries reproach me; while they continually say to me, Where is thy God?
Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
11 Why are thou cast down, O my soul? And why are thou disquieted within me? Hope thou in God, for I shall yet praise him, the help of my countenance, and my God.
Det er, som knustes mine Ben, naar Fjenderne haaner mig, naar de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?« Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!
