< Psalms 137 >

1 By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept when we remembered Zion.
Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.
2 Upon the willows in the midst of it we hung up our harps.
Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
3 For there those who led us captive required of us songs, and those who wasted us, mirth, saying, Sing for us one of the songs of Zion.
Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«
4 How shall we sing Jehovah's song in a foreign land?
Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?
5 If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget.
Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
6 Let my tongue cling to the roof of my mouth, if I do not remember thee, if I do not prefer Jerusalem above my chief joy.
Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7 Remember, O Jehovah, the day of Jerusalem against the sons of Edom, who said, Raze it, raze it, even to the foundation thereof.
HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«
8 O daughter of Babylon, who is to be destroyed, happy shall he be who rewards thee as thou have served us.
Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
9 Happy shall he be who takes and dashes thy little ones against the rock.
Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

< Psalms 137 >