Psalms 137

1 By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept when we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 Upon the willows in the midst of it we hung up our harps.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there those who led us captive required of us songs, and those who wasted us, mirth, saying, Sing for us one of the songs of Zion.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!”

4 How shall we sing Jehovah's song in a foreign land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Let my tongue cling to the roof of my mouth, if I do not remember thee, if I do not prefer Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, O Jehovah, the day of Jerusalem against the sons of Edom, who said, Raze it, raze it, even to the foundation thereof.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.”

8 O daughter of Babylon, who is to be destroyed, happy shall he be who rewards thee as thou have served us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Happy shall he be who takes and dashes thy little ones against the rock.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.