< Daniel 6 >
1 It pleased Darius to set over the kingdom a hundred and twenty satraps, who should be throughout the whole kingdom,
Darius fandt for godt at lægge Riget under 120 Satraper, fordelt over hele Riget;
2 and over them three presidents, of whom Daniel was one, that these satraps might give account to them, and that the king should have no damage.
og over dem satte han tre Rigsraader, af hvilke Daniel var den ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, saa Kongen intet Tab led.
3 Then this Daniel was distinguished above the presidents and the satraps, because an excellent spirit was in him, and the king thought to set him over the whole realm.
Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsraader og Satraperne, eftersom der var en ypperlig Aand i ham, og Kongen derfor tænkte paa at sætte ham over hele Riget,
4 Then the presidents and the satraps sought to find occasion against Daniel concerning the kingdom, but they could find no occasion nor fault, inasmuch as he was faithful, nor was there any error or fault found in him.
søgte Rigsraaderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var at finde hos ham.
5 Then these men said, We shall not find any occasion against this Daniel unless we find it against him concerning the law of his God.
Saa sagde disse Mænd: »Vi finder ingen Sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse.«
6 Then these presidents and satraps assembled together to the king, and said thus to him: King Darius, live forever.
Derfor stormede disse Rigsraader og Satraper til Kongen og talte saaledes til ham: »Kong Darius leve evindelig!
7 All the presidents of the kingdom, the deputies and the satraps, the counselors and the governors, have consulted together to establish a royal statute, and to make a strong interdict, that whoever shall ask a petition of any god or man for thirty days, except of thee, O king, he shall be cast into the den of lions.
Alle Rigsraaderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Raadsherrerne og Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et Forbud udgaa om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen.
8 Now, O king, establish the interdict, and sign the writing, that it be not changed, according to the law of the Medes and Persians, which does not alter.
Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse udgaa, som efter Medernes og Persernes uryggelige Lov ikke kan tages tilbage.«
9 Therefore king Darius signed the writing and the interdict.
Derfor lod Kong Darius en Skrivelse udgaa med dette Forbud.
10 And when Daniel knew that the writing was signed, he went into his house (now his windows were open in his chamber toward Jerusalem) and he knelt upon his knees three times a day, and prayed, and gave thanks before his God, as he did formerly.
Men saa snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgaaet, gik han ind i sit Hus; i dets Stue paa Taget havde han aabne Vinduer i Retning mod Jerusalem, og han faldt paa Knæ tre Gange om Dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.
11 Then these men assembled together, and found Daniel making petition and supplication before his God.
Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og bønfalde sin Gud.
12 Then they came near, and spoke before the king concerning the king's interdict. Have thou not signed an interdict, that every man who shall make petition to any god or man within thirty days, except to thee, O king, shall be cast into the den of lions? The king answered and said, The thing is true according to the law of the Medes and Persians, which does not alter.
Saa gik de til Kongen og bragte det kongelige Forbud paa Tale, idet de spurgte: »Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver, som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen?« Kongen svarede: »Sagen staar fast efter Medernes og Persernes uryggelige Lov.«
13 Then they answered and said before the king, That Daniel, who is of the sons of the captivity of Judah, does not regard thee, O king, nor the interdict that thou have signed, but makes his petition three times a day.
Saa svarede de Kongen: »Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen!«
14 Then the king, when he heard these words, was very displeased, and set his heart on Daniel to deliver him. And he labored till the going down of the sun to rescue him.
Da Kongen hørte dette, blev han saare nedslaaet og overvejede, hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham.
15 Then these men assembled together to the king, and said to the king, Know, O king, that it is a law of the Medes and Persians, that no interdict nor statute which the king establishes may be changed.
Men saa stormede hine Mænd til Kongen og sagde: »Vid, o Konge, at det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som Kongen udsteder, kan tages tilbage!«
16 Then the king commanded, and they brought Daniel, and cast him into the den of lions. Now the king spoke and said to Daniel, Thy God whom thou serve continually, he will deliver thee.
Da blev Daniel paa Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men Kongen sagde til Daniel: »Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!«
17 And a stone was brought, and laid upon the mouth of the den. And the king sealed it with his own signet, and with the signet of his lords, that nothing might be changed concerning Daniel.
Saa blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Aabning; og Kongen forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag.
18 Then the king went to his palace, and passed the night fasting, nor were instruments of music brought before him. And his sleep fled from him.
Derpaa gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg fra ham.
19 Then the king arose very early in the morning, and went in haste to the den of lions.
Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til Løvekulen.
20 And when he came near to the den to Daniel, he cried with a lamentable voice. The king spoke and said to Daniel, O Daniel, servant of the living God, is thy God, whom thou serve continually, able to deliver thee from the lions?
Og da han nærmede sig den, raabte han klagende til Daniel. Kongen tog til Orde og sagde til Daniel: »Daniel, du den levende Guds Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig fra Løverne?«
21 Then Daniel said to the king, O king, live forever.
Da svarede Daniel Kongen: »Kongen leve evindelig!
22 My God has sent his agent, and has shut the lions' mouths, and they have not hurt me, inasmuch as before him innocence was found in me. And also before thee, O king, I have done no harm.
Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, saa de ikke har gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Aasyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!«
23 Then the king was exceedingly glad, and commanded that they should take Daniel up out of the den. So Daniel was taken up out of the den, and no manner of harm was found upon him, because he had trusted in his God.
Og Kongen blev saare glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst Men, eftersom han havde troet paa sin Gud.
24 And the king commanded, and they brought those men who had accused Daniel, and they cast them into the den of lions, them, their sons, and their wives. And the lions had the mastery of them, and broke all their bones in pieces, before they came to the bottom of the den.
Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev paa Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer, og næppe havde de naaet Kulens Bund, før Løverne kastede sig over dem og knuste alle Ben i dem.
25 Then king Darius wrote to all the peoples, nations, and languages, who dwell in all the earth: Peace be multiplied to you.
Derpaa skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemaal paa hele Jorden: »Fred være med eder i rigt Maal!
26 I make a decree, that in all the dominion of my kingdom men tremble and fear before the God of Daniel, for he is the living God, and steadfast forever. And his kingdom is that which shall not be destroyed, and his dominion shall be even to the end.
Hermed byder jeg, at man, saa vidt mit Rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i Evighed; hans Rige kan ikke forgaa, og hans Herredømme er uden Ende.
27 He delivers and rescues, and he works signs and wonders in heaven and in earth, who has delivered Daniel from the power of the lions.
Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og Undere i Himmelen og paa Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes Vold!«
28 So this Daniel prospered in the reign of Darius, and in the reign of Cyrus the Persian.
Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Darius's og Perseren Kyros's Regering.