Psalmen 137

1 Aan Babels stromen zaten wij schreiend Bij de gedachte aan Sion;

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 En aan de wilgen, die daar stonden, Hingen wij onze harpen op.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 Ja, daar durfden onze rovers Ons nog liederen vragen; En onze beulen: "Zingt ons vrolijke wijsjes Uit de zangen van Sion!"

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 Ach, hoe zouden wij Jahweh’s liederen zingen Op vreemde bodem!

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Jerusalem, zo ik u zou vergeten, Ik vergat mijn rechterhand nog eer;

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Mijn tong mag aan mijn gehemelte kleven, Zo ik u niet gedenk: Zo ik niet meer van Jerusalem houd, Dan van het toppunt van vreugde.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Jahweh, reken de zonen van Edom De dag van Jerusalem toe; Die riepen: Smijt ze neer, smijt ze neer; Neer met haar op de grond!

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 En gij, dochter van Babel, moordenares: Heil hem, die u vergeldt wat gij ons hebt gedaan;

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Heil hem, die uw kinderen grijpt, En tegen de rots te pletter slaat!

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.