Ayub 7
1 “Donge dhano nigi tich matek e piny? Donge ndalone chalo gi ndalo mag ngʼat mondiki kuom kinde machwok?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Mana kaka misumba ma gombo ni seche mag odhiambo ochop piyo, kata ka ngʼama ondiki marito chudo mare gi geno,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 e kaka an bende osemiya dweche maonge ohala kod otieno mopongʼ gi chandruok.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Ka adhi nindo to piny ok runa piyo kendo aparora ni abiro aa malo sa adi? Piny budhona kapok oru, kendo apuodora koni gi koni nyaka okinyi.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Denda kute gi adhonde opongʼo, pien denda mbala omako kendo chwer tutu.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 “Ndalo mar ngimana dhiyo mapiyo moloyo masind jachwe usi, kendo orumo piyo maonge geno.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Yaye Nyasaye, parie kaka ngimana en mana muya nono; wengena ok nochak one mor kendo.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 Wenge makoro nena sani ok nochak onena kendo, gibiro dwara to ok gininena.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Ok nodwogi e ode kendo; kar dakne ok nongʼeye kendo.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 “Emomiyo ok anyal lingʼ; abiro wacho lit manie chunya, abiro nyiso pek ma an-go e chunya nikech mirima ma an-go.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 An nam, koso an ondiek nam momiyo ogona agengʼa kama?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Ka aparo ni kitandana biro hoya kendo ni piendena mayom biro dwoko chandruokna chien,
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 to eka pod ibwoga gi lek magalagala kendo imiya luoro gi fweny mayoreyore,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 momiyo koro daher mondo adera kendo atho, moloyo bedo gi ringruok ma an-goni.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 Achayo ngimana; ok agomb kata medo bedo mangima. Weya mos; ndalo mag ngimana onge gi tiende.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 “Yaye Nyasaye, dhano to en angʼo momiyo ikawe ka gima lich kendo isiko ipare ndalo duto,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 koso angʼo momiyo isiko inone okinyi kokinyi kendo iteme sa ka sa?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Yaye Nyasaye, bende diweye ngʼiya, kata kuom thuolo matin kende?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Yaye jarang ji-ni, kata bed ni asetimo richo, to en angʼo ma asetimoni? Angʼo momiyo an ema inena? Koso dibed ni asebedoni tingʼ mapek mohingi?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Angʼo momiyo idagi ngʼwonona kuom ketho maga kendo itamori wena richoga? Nikech koro abiro tho machiegni; ibiro manya, to ok enonwangʼa.”
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
