Ayub 14
1 “Dhano ma dhako onywolo ndalone nok kendo oneno chandruok mathoth.
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2 Odongo piyo piyo ka maua bangʼe to oner; mana ka tipo makadho ma ok siki.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
3 Ngʼat machal kamano bende inyalo dewo? Bende dikele e nyimi adier mondo iyale?
Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4 En ngʼa manyalo kelo gima ler kogolo kuom gima ochido? Onge kata achiel!
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5 Ndalo dhano nosekwan chon; isechano kar romb dwechene, kendo iseketo gikone ma ok onyal kalo.
Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6 Omiyo gol wangʼi kuome kendo weye mos, mondo ochamie luche gi mor kaka ngʼama ondiki timo.
tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 “Yien ber nyalo bedo gi geno: ka osetongʼe to nitie geno ni onyalo loth, kendo chunye maloth manyien ok rem mak odongo.
Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8 Kata obedo ni tiendene towo kendo miyo osikene tho,
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9 to kata kamano, kowinjo much pi, to oloth, mana ka yien mochako dongo.
lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10 Dhano to tho kendo iike e bwo lowo; oyweyo mogik, kendo kare rumo chuth.
men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
11 Mana kaka pi dwono e nam kata kaka dier aora pi duone mi two,
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12 e kaka dhano nindo piny kendo ok ochak ochungʼ; ok ochak onen kendo bende ok nochiewe e nindoneno.
saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 “Mad ne ipanda ei liel mondo ne abed maonge nyaka chop mirimbi rum, bangʼe to iket kinde ma ibiro parae kendo! (Sheol h7585)
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
14 Ka ngʼato otho, bende dochak obed mangima kendo? Ndalona duto mag tichna matek abiro rito, an to abiro dhil gi thagruokna, nyaka kinde maber chopi.
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15 Ibiro luongo, kendo abiro dwoki; ibiro gombo neno chwech ma lweti osechweyo.
du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
16 Eka inikwan kuonde matienda onyono to ok inisik kinona mondo ikwan richo ka richo matimo.
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17 Kethoga ibiro ket ei ofuku mi din ma ok yawre, kendo inium richona.
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 “Mana kaka pi ywero got kendo barore kendo kaka lwanda chorore kawuok kare,
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19 kendo kaka pi ywero kite kendo koth maduongʼ ywero lowo, kamano e kaka iketho geno ma dhano nigo.
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
20 Ihewe dichiel kendo mogik, kendo olal nono; iloko kit wangʼe, kendo igole e dier ji chuth.
For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21 Kata ka yawuote yudo duongʼ bangʼe, to en okia kendo kata ka giyudo wichkuot, to ok one gi wangʼe.
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22 Gima owinjo en mana rem manie dende owuon kendo oywagore kende owuon.”
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
