Ayub 10
1 “Aol gi ngima; mano emomiyo ok abi lingʼ ma ok awuoyo, to abiro wacho lit duto manie chunya.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Abiro wachone Nyasaye niya: Kik ikuma, to nyisa rachna momiyo ikwana kaka jaketho.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Nyalo bedo ni iwinjo maber ka ahinyora; kendo ka ikwedo tich lweti, to timbe joricho to mori?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Kara in bende in gi wangʼ mar ringruok? Koso in bende ineno mana kaka dhano neno?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 Kara in bende ndaloni nok ka ndalo dhano, koso higni magi chalo gi mag dhano,
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 momiyo imanyo timbena maricho kendo isiko kimanyo richo moro amora ma an-go,
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 kata obedo ni ingʼeyo maber ni aonge ketho kendo ni onge ngʼama nyalo resa e lweti?
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 “Lweti ema nochweya. Ibiro lokori koda kendo mondo itieka?
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Parie ni ne ichweya koa kuom lowo. Koro sani, diduoka kendo e lowo adier?
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Donge ne iola oko ka chak kendo ne ipuoya mi apoto ka mo,
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 ne ichweyo ringra gi choke kod leche mi iumo chokena gi ringʼo kod pien?
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 Ne imiya ngima kendo ne itimona ngʼwono, kendo isebedo ka irito chunya kuom duongʼni maler.
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 “To kata kamano, koro angʼeyo ni gik mane ni e pachi e magi:
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 Isebedo ka ingʼiya mondo ineane ka atimo richo, to ok iseweya ma ok ikuma.
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 Okwongʼa, an ngʼat ma timbene mono! To kata ka aonge ketho, to pod ok anyal bedo thuolo, nimar wichkuot ma an-go osemiyo alal ei masichena.
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 To kata katemo mondo abed thuolo to idwara mana ka sibuor, kendo isiko mana kiloya gi tekoni maduongʼ.
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 Ikelo joneno manyien mondo okweda kendo imedo bedo mager koda; jolweny magi monja mana ka apaka magingore.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 “Angʼo momiyo ne igola ei minwa? Kara mad ne atho kapok wangʼ moro amora onena.
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 Mad ne kik nywola, ka ok kamano to ne onego nywola ka asetho kendo chom koda bur tir!
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Donge ngimana modongʼ matin-ni chiegni rumo? Yie iweya mondo abedie gi yweyo matin,
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 kapok adhi kuma ji ok dhiye miduogi, ma en piny motimo mudho gi tipo molil ti,
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 en piny ma otimo mudho mandiwa, kama kata ler chaloe mudho.”
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
