Højsangen 2
1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
[Ego flos campi, et lilium convallium.
2 Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
Sponsus Sicut lilium inter spinas, sic amica mea inter filias.
3 Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
Sponsa Sicut malus inter ligna silvarum, sic dilectus meus inter filios. Sub umbra illius quem desideraveram sedi, et fructus ejus dulcis gutturi meo.
4 Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
Introduxit me in cellam vinariam; ordinavit in me caritatem.
5 Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
Fulcite me floribus, stipate me malis, quia amore langueo.
6 Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
Læva ejus sub capite meo, et dextera illius amplexabitur me.
7 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
Sponsus Adjuro vos, filiæ Jerusalem, per capreas cervosque camporum, ne suscitetis, neque evigilare faciatis dilectam, quoadusque ipsa velit.
8 Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
Sponsa Vox dilecti mei; ecce iste venit, saliens in montibus, transiliens colles.
9 Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
Similis est dilectus meus capreæ, hinnuloque cervorum. En ipse stat post parietem nostrum, respiciens per fenestras, prospiciens per cancellos.
10 Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!
En dilectus meus loquitur mihi. Sponsus Surge, propera, amica mea, columba mea, formosa mea, et veni:
11 Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
jam enim hiems transiit; imber abiit, et recessit.
12 Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
Flores apparuerunt in terra nostra; tempus putationis advenit: vox turturis audita est in terra nostra;
13 Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
ficus protulit grossos suos; vineæ florentes dederunt odorem suum. Surge, amica mea, speciosa mea, et veni:
14 min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
columba mea, in foraminibus petræ, in caverna maceriæ, ostende mihi faciem tuam, sonet vox tua in auribus meis: vox enim tua dulcis, et facies tua decora.
15 Fang os de Ræve, de Ræve små, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
Sponsa Capite nobis vulpes parvulas quæ demoliuntur vineas: nam vinea nostra floruit.
16 Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
Dilectus meus mihi, et ego illi, qui pascitur inter lilia,
17 til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!
donec aspiret dies, et inclinentur umbræ. Revertere; similis esto, dilecte mi, capreæ, hinnuloque cervorum super montes Bether.]
