Romerne 8
1 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus.
ye janAH khrISTaM yIzum Azritya zArIrikaM nAcaranta AtmikamAcaranti te'dhunA daNDArhA na bhavanti|
2 Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov.
jIvanadAyakasyAtmano vyavasthA khrISTayIzunA pApamaraNayo rvyavasthAto mAmamocayat|
3 Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet,
yasmAcchArIrasya durbbalatvAd vyavasthayA yat karmmAsAdhyam Izvaro nijaputraM pApizarIrarUpaM pApanAzakabalirUpaJca preSya tasya zarIre pApasya daNDaM kurvvan tatkarmma sAdhitavAn|
4 for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden.
tataH zArIrikaM nAcaritvAsmAbhirAtmikam AcaradbhirvyavasthAgranthe nirddiSTAni puNyakarmmANi sarvvANi sAdhyante|
5 Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.
ye zArIrikAcAriNaste zArIrikAn viSayAn bhAvayanti ye cAtmikAcAriNaste Atmano viSayAn bhAvayanti|
6 Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,
zArIrikabhAvasya phalaM mRtyuH kiJcAtmikabhAvasya phale jIvanaM zAntizca|
7 efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.
yataH zArIrikabhAva Izvarasya viruddhaH zatrutAbhAva eva sa Izvarasya vyavasthAyA adhIno na bhavati bhavituJca na zaknoti|
8 Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.
etasmAt zArIrikAcAriSu toSTum IzvareNa na zakyaM|
9 I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til.
kintvIzvarasyAtmA yadi yuSmAkaM madhye vasati tarhi yUyaM zArIrikAcAriNo na santa AtmikAcAriNo bhavathaH| yasmin tu khrISTasyAtmA na vidyate sa tatsambhavo nahi|
10 Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.
yadi khrISTo yuSmAn adhitiSThati tarhi pApam uddizya zarIraM mRtaM kintu puNyamuddizyAtmA jIvati|
11 Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.
mRtagaNAd yIzu ryenotthApitastasyAtmA yadi yuSmanmadhye vasati tarhi mRtagaNAt khrISTasya sa utthApayitA yuSmanmadhyavAsinA svakIyAtmanA yuSmAkaM mRtadehAnapi puna rjIvayiSyati|
12 Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet;
he bhrAtRgaNa zarIrasya vayamadhamarNA na bhavAmo'taH zArIrikAcAro'smAbhi rna karttavyaH|
13 thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.
yadi yUyaM zarIrikAcAriNo bhaveta tarhi yuSmAbhi rmarttavyameva kintvAtmanA yadi zarIrakarmmANi ghAtayeta tarhi jIviSyatha|
14 Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.
yato yAvanto lokA IzvarasyAtmanAkRSyante te sarvva Izvarasya santAnA bhavanti|
15 I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!
yUyaM punarapi bhayajanakaM dAsyabhAvaM na prAptAH kintu yena bhAvenezvaraM pitaH pitariti procya sambodhayatha tAdRzaM dattakaputratvabhAvam prApnuta|
16 Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.
aparaJca vayam Izvarasya santAnA etasmin pavitra AtmA svayam asmAkam AtmAbhiH sArddhaM pramANaM dadAti|
17 Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.
ataeva vayaM yadi santAnAstarhyadhikAriNaH, arthAd Izvarasya svattvAdhikAriNaH khrISTena sahAdhikAriNazca bhavAmaH; aparaM tena sArddhaM yadi duHkhabhAgino bhavAmastarhi tasya vibhavasyApi bhAgino bhaviSyAmaH|
18 Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os.
kintvasmAsu yo bhAvIvibhavaH prakAziSyate tasya samIpe varttamAnakAlInaM duHkhamahaM tRNAya manye|
19 Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse.
yataH prANigaNa Izvarasya santAnAnAM vibhavaprAptim AkAGkSan nitAntam apekSate|
20 Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder,
aparaJca prANigaNaH svairam alIkatAyA vazIkRto nAbhavat
21 med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.
kintu prANigaNo'pi nazvaratAdhInatvAt muktaH san Izvarasya santAnAnAM paramamuktiM prApsyatItyabhiprAyeNa vazIkartrA vazIcakre|
22 Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu.
aparaJca prasUyamAnAvad vyathitaH san idAnIM yAvat kRtsnaH prANigaNa ArttasvaraM karotIti vayaM jAnImaH|
23 Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning.
kevalaH sa iti nahi kintu prathamajAtaphalasvarUpam AtmAnaM prAptA vayamapi dattakaputratvapadaprAptim arthAt zarIrasya muktiM pratIkSamANAstadvad antarArttarAvaM kurmmaH|
24 Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det?
vayaM pratyAzayA trANam alabhAmahi kintu pratyakSavastuno yA pratyAzA sA pratyAzA nahi, yato manuSyo yat samIkSate tasya pratyAzAM kutaH kariSyati?
25 Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed.
yad apratyakSaM tasya pratyAzAM yadi vayaM kurvvImahi tarhi dhairyyam avalambya pratIkSAmahe|
26 Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.
tata AtmApi svayam asmAkaM durbbalatAyAH sahAyatvaM karoti; yataH kiM prArthitavyaM tad boddhuM vayaM na zaknumaH, kintvaspaSTairArttarAvairAtmA svayam asmannimittaM nivedayati|
27 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.
aparam IzvarAbhimatarUpeNa pavitralokAnAM kRte nivedayati ya AtmA tasyAbhiprAyo'ntaryyAminA jJAyate|
28 Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.
aparam IzvarIyanirUpaNAnusAreNAhUtAH santo ye tasmin prIyante sarvvANi militvA teSAM maGgalaM sAdhayanti, etad vayaM jAnImaH|
29 Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre.
yata Izvaro bahubhrAtRNAM madhye svaputraM jyeSThaM karttum icchan yAn pUrvvaM lakSyIkRtavAn tAn tasya pratimUrtyAH sAdRzyaprAptyarthaM nyayuMkta|
30 Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.
aparaJca tena ye niyuktAsta AhUtA api ye ca tenAhUtAste sapuNyIkRtAH, ye ca tena sapuNyIkRtAste vibhavayuktAH|
31 Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os?
ityatra vayaM kiM brUmaH? Izvaro yadyasmAkaM sapakSo bhavati tarhi ko vipakSo'smAkaM?
32 Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting?
AtmaputraM na rakSitvA yo'smAkaM sarvveSAM kRte taM pradattavAn sa kiM tena sahAsmabhyam anyAni sarvvANi na dAsyati?
33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.
IzvarasyAbhiruciteSu kena doSa AropayiSyate? ya IzvarastAn puNyavata iva gaNayati kiM tena?
34 Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os.
aparaM tebhyo daNDadAnAjJA vA kena kariSyate? yo'smannimittaM prANAn tyaktavAn kevalaM tanna kintu mRtagaNamadhyAd utthitavAn, api cezvarasya dakSiNe pArzve tiSThan adyApyasmAkaM nimittaM prArthata evambhUto yaH khrISTaH kiM tena?
35 Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd?
asmAbhiH saha khrISTasya premavicchedaM janayituM kaH zaknoti? klezo vyasanaM vA tADanA vA durbhikSaM vA vastrahInatvaM vA prANasaMzayo vA khaGgo vA kimetAni zaknuvanti?
36 som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår."
kintu likhitam Aste, yathA, vayaM tava nimittaM smo mRtyuvaktre'khilaM dinaM| balirdeyo yathA meSo vayaM gaNyAmahe tathA|
37 Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.
aparaM yo'smAsu prIyate tenaitAsu vipatsu vayaM samyag vijayAmahe|
38 Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter
yato'smAkaM prabhunA yIzukhrISTenezvarasya yat prema tasmAd asmAkaM vicchedaM janayituM mRtyu rjIvanaM vA divyadUtA vA balavanto mukhyadUtA vA varttamAno vA bhaviSyan kAlo vA uccapadaM vA nIcapadaM vAparaM kimapi sRSTavastu
39 eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
vaiteSAM kenApi na zakyamityasmin dRDhavizvAso mamAste|
