Romerne 6
1 Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større?
prabhUtarUpeNa yad anugrahaH prakAzate tadarthaM pApe tiSThAma iti vAkyaM kiM vayaM vadiSyAmaH? tanna bhavatu|
2 Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?
pApaM prati mRtA vayaM punastasmin katham jIviSyAmaH?
3 Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død?
vayaM yAvanto lokA yIzukhrISTe majjitA abhavAma tAvanta eva tasya maraNe majjitA iti kiM yUyaM na jAnItha?
4 Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned.
tato yathA pituH parAkrameNa zmazAnAt khrISTa utthApitastathA vayamapi yat nUtanajIvina ivAcarAmastadarthaM majjanena tena sArddhaM mRtyurUpe zmazAne saMsthApitAH|
5 Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses,
aparaM vayaM yadi tena saMyuktAH santaH sa iva maraNabhAgino jAtAstarhi sa ivotthAnabhAgino'pi bhaviSyAmaH|
6 idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden.
vayaM yat pApasya dAsAH puna rna bhavAmastadartham asmAkaM pAparUpazarIrasya vinAzArtham asmAkaM purAtanapuruSastena sAkaM kruze'hanyateti vayaM jAnImaH|
7 Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.
yo hataH sa pApAt mukta eva|
8 Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham,
ataeva yadi vayaM khrISTena sArddham ahanyAmahi tarhi punarapi tena sahitA jIviSyAma ityatrAsmAkaM vizvAso vidyate|
9 efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham.
yataH zmazAnAd utthApitaH khrISTo puna rna mriyata iti vayaM jAnImaH| tasmin kopyadhikAro mRtyo rnAsti|
10 Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud.
aparaJca sa yad amriyata tenaikadA pApam uddizyAmriyata, yacca jIvati tenezvaram uddizya jIvati;
11 Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
tadvad yUyamapi svAn pApam uddizya mRtAn asmAkaM prabhuNA yIzukhrISTenezvaram uddizya jIvanto jAnIta|
12 Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer;
aparaJca kutsitAbhilASAn pUrayituM yuSmAkaM martyadeheSu pApam AdhipatyaM na karotu|
13 fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende, og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud.
aparaM svaM svam aGgam adharmmasyAstraM kRtvA pApasevAyAM na samarpayata, kintu zmazAnAd utthitAniva svAn Izvare samarpayata svAnyaGgAni ca dharmmAstrasvarUpANIzvaram uddizya samarpayata|
14 Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde.
yuSmAkam upari pApasyAdhipatyaM puna rna bhaviSyati, yasmAd yUyaM vyavasthAyA anAyattA anugrahasya cAyattA abhavata|
15 Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra!
kintu vayaM vyavasthAyA anAyattA anugrahasya cAyattA abhavAma, iti kAraNAt kiM pApaM kariSyAmaH? tanna bhavatu|
16 Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?
yato mRtijanakaM pApaM puNyajanakaM nidezAcaraNaJcaitayordvayo ryasmin AjJApAlanArthaM bhRtyAniva svAn samarpayatha, tasyaiva bhRtyA bhavatha, etat kiM yUyaM na jAnItha?
17 Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne.
aparaJca pUrvvaM yUyaM pApasya bhRtyA Asteti satyaM kintu yasyAM zikSArUpAyAM mUSAyAM nikSiptA abhavata tasyA AkRtiM manobhi rlabdhavanta iti kAraNAd Izvarasya dhanyavAdo bhavatu|
18 Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.
itthaM yUyaM pApasevAto muktAH santo dharmmasya bhRtyA jAtAH|
19 Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse!
yuSmAkaM zArIrikyA durbbalatAyA heto rmAnavavad aham etad bravImi; punaH punaradharmmakaraNArthaM yadvat pUrvvaM pApAmedhyayo rbhRtyatve nijAGgAni samArpayata tadvad idAnIM sAdhukarmmakaraNArthaM dharmmasya bhRtyatve nijAGgAni samarpayata|
20 Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden.
yadA yUyaM pApasya bhRtyA Asta tadA dharmmasya nAyattA Asta|
21 Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død.
tarhi yAni karmmANi yUyam idAnIM lajjAjanakAni budhyadhve pUrvvaM tai ryuSmAkaM ko lAbha AsIt? teSAM karmmaNAM phalaM maraNameva|
22 Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv; (aiōnios g166)
kintu sAmprataM yUyaM pApasevAto muktAH santa Izvarasya bhRtyA'bhavata tasmAd yuSmAkaM pavitratvarUpaM labhyam anantajIvanarUpaJca phalam Aste| (aiōnios g166)
