Aabenbaringen 5

1 Og jeg så i hans højre Hånd, som sad på Tronen, en Bog, beskreven indeni og udenpå, forseglet med syv Segl.

anantaraM tasya sihAsanopaviSTajanasya dakSiNaste 'nta rbahizca likhitaM patramekaM mayA dRSTaM tat saptamudrAbhiraGkitaM|

2 Og jeg så en vældig Engel, som udråbte med høj Røst: Hvem er værdig til at åbne Bogen og bryde dens Segl?

tatpazcAd eko balavAn dUto dRSTaH sa uccaiH svareNa vAcamimAM ghoSayati kaH patrametad vivarItuM tammudrA mocayituJcArhati?

3 Og ingen i Himmelen, ej heller på Jorden, ej heller under Jorden, formåede at åbne Bogen eller at se i den.

kintu svargamarttyapAtAleSu tat patraM vivarItuM nirIkSituJca kasyApi sAmarthyaM nAbhavat|

4 Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne Bogen eller at se i den.

ato yastat patraM vivarItuM nirIkSituJcArhati tAdRzajanasyAbhAvAd ahaM bahu roditavAn|

5 Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, så han kan åbne Bogen og dens syv Segl.

kintu teSAM prAcInAnAm eko jano mAmavadat mA rodIH pazya yo yihUdAvaMzIyaH siMho dAyUdo mUlasvarUpazcAsti sa patrasya tasya saptamudrANAJca mocanAya pramUtavAn|

6 Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne, hvilke ere de syv Guds Ånder, som ere udsendte til hele Jorden.

aparaM siMhAsanasya caturNAM prANinAM prAcInavargasya ca madhya eko meSazAvako mayA dRSTaH sa chedita iva tasya saptazRGgANi saptalocanAni ca santi tAni kRtsnAM pRthivIM preSitA Izvarasya saptAtmAnaH|

7 Og det kom og tog Bogen af hans højre Hånd, som sad på Tronen.

sa upAgatya tasya siMhAsanopaviSTajanasya dakSiNakarAt tat patraM gRhItavAn|

8 Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner.

patre gRhIte catvAraH prANinazcaturviMMzatiprAcInAzca tasya meSazAvakasyAntike praNipatanti teSAm ekaikasya karayo rvINAM sugandhidravyaiH paripUrNaM svarNamayapAtraJca tiSThati tAni pavitralokAnAM prArthanAsvarUpANi|

9 Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og Folkeslag,

aparaM te nUtanamekaM gItamagAyan, yathA, grahItuM patrikAM tasya mudrA mocayituM tathA| tvamevArhasi yasmAt tvaM balivat chedanaM gataH| sarvvAbhyo jAtibhASAbhyaH sarvvasmAd vaMzadezataH| Izvarasya kRte 'smAn tvaM svIyaraktena krItavAn|

10 og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster, og de skulle være Konger på Jorden.

asmadIzvarapakSe 'smAn nRpatIn yAjakAnapi| kRtavAMstena rAjatvaM kariSyAmo mahItale||

11 Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder,

aparaM nirIkSamANena mayA siMhAsanasya prANicatuSTayasya prAcInavargasya ca parito bahUnAM dUtAnAM ravaH zrutaH, teSAM saMkhyA ayutAyutAni sahasrasahastrANi ca|

12 og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at få Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse!

tairuccairidam uktaM, parAkramaM dhanaM jJAnaM zaktiM gauravamAdaraM| prazaMsAJcArhati prAptuM chedito meSazAvakaH||

13 Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden og på Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder på Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder! (aiōn g165)

aparaM svargamarttyapAtAlasAgareSu yAni vidyante teSAM sarvveSAM sRSTavastUnAM vAgiyaM mayA zrutA, prazaMsAM gauravaM zauryyam AdhipatyaM sanAtanaM| siMhasanopaviSTazca meSavatsazca gacchatAM| (aiōn g165)

14 Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og tilbade.

aparaM te catvAraH prANinaH kathitavantastathAstu, tatazcaturviMzatiprAcInA api praNipatya tam anantakAlajIvinaM prANaman|