< Aabenbaringen 5 >
1 Og jeg så i hans højre Hånd, som sad på Tronen, en Bog, beskreven indeni og udenpå, forseglet med syv Segl.
Ngah ih luuwang tongtheng ni tongte wah dakchah lak adi ang arah leeraangtui ah tuptang; erah haanghop eraang choi loop arah angta, eno erah sin hoonchoi sinet angta.
2 Og jeg så en vældig Engel, som udråbte med høj Røst: Hvem er værdig til at åbne Bogen og bryde dens Segl?
Eno ngah ih elong rangsah tuptang, erah ih erongwah tha raamta, “Leeraangtui khak ha rah ngo ih sin ah jen thahaat ano jen ja ah?”
3 Og ingen i Himmelen, ej heller på Jorden, ej heller under Jorden, formåede at åbne Bogen eller at se i den.
Enoothong hemong dowa jen ja sok suh rangmong ni nyia hatoh ni eno mongrep lamma ni ngo uh tajeeta.
4 Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne Bogen eller at se i den.
Ngah sattitih ih huungtang mamah liidih wasiit taan uh leeraangtui ah daap ano heh mong ah jen sokte ngo uh tajeeta.
5 Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, så han kan åbne Bogen og dens syv Segl.
Eno mihak dung dowa wasiit ih ngah suh baat tahang, “Nak hung uh. Sok thaak uh! Dewid sutoom satoom, Juda jaat apaat dowa Sakhobung ih jenta, eno heh ibah sin sinet ah jen ja ah nyia leeraangtui ah jen daap ah”
6 Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne, hvilke ere de syv Guds Ånder, som ere udsendte til hele Jorden.
Eno ngah ih uh luuwang tongtheng laktung adi Saapsah chap arah japtup tang, ething jih ajaat baji ih nyia mihak phokhoh loong ih kook chap rumta. Saapsah ah tek bot choi ang arah likhiik tuptang. Heh rong nyia heh mik ah sinet sinet angta, erah loong ah langla Rangte ih sinet moong achaang hatoh noongrep ni daapkaat taha.
7 Og det kom og tog Bogen af hans højre Hånd, som sad på Tronen.
Saapsah rah wang ano marah tongtheng ni tongta wah lak dakchah ko ni piita leeraangtui ah thaang pi wangta.
8 Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner.
Heh ih erah reeta adi, ething jih ajaat baji nyia rooknyi wah baji mihak phokhoh loong ah saap Sah ngathong ni ngupbon wang rumta. Neng jinni bang changding nyia komkhuung adi phontumkaang loong ah eme choi angta, erah loong ah langla Rangte mina loong rangsoom rum arah angta.
9 Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og Folkeslag,
Neng loong ah boong ena boong rumta: “An ibah leeraangtui ah pi suh epun elu, eno erah jen ja suh uh an epun elu. An etek haat ih taho, an roidong kotu dowa ih Rangte suh mina jaat apaat, jeng maama maama jengte, deek dowa eno wahoh loong ah rekoh rumtu.
10 og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster, og de skulle være Konger på Jorden.
Neng ah Rangte mootkaat raangtaan ih hasong romwah ih hoon rumtu, eno neng ih hatoh adoh pan rum ah.”
11 Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder,
Ngah ih we soktang adi, rangsah jeng arah we chaattang, neng loong wiik than ang rumta! Neng loong ih luuwang tongtheng nyia baji ething jih ajaat loong nyia mihak phokhoh loong ah kookchap rumta,
12 og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at få Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse!
eno erongwah ih riing boong rumta “Saapsah etek haat erumta rah ih chaan aphaan, nyamka, mongtham, tah achaan, soomtu esuh, phoongpha esuh, eno rangka esuh nep epun eh ah!”
13 Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden og på Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder på Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder! (aiōn )
Ngah ih rangmong ni jirep jih ajaat loong boong rum arah chaattang, hatoh dowa, hakhui dowa, eno juungsih mong dowa—timthan ething noongrep nawa loong boong boong rumta: “Marah luuwang tongtheng ni tongta nyia saap Sah suh boong koh rumta, erangka nyia soomtu eh ih, ephoongpha nyia chaan aphaan, roitang raangtaan ih toom ang ah!” (aiōn )
14 Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og tilbade.
Baji ething jih ajaat loong ih ngaakbaat rumta, “Amen!” Eno mihak phokhoh loong ah ngupdat rum ano soom rumta.