Aabenbaringen 19
1 Derefter hørte jeg ligesom en høj Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Frelsen og Herligheden og Kraften tilhører vor Gud.
tataH paraM svargasthAnAM mahAjanatAyA mahAzabdo 'yaM mayA zrUtaH, brUta parezvaraM dhanyam asmadIyo ya IzvaraH| tasyAbhavat paritrANAM prabhAvazca parAkramaH|
2 Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skøge, som fordærvede Jorden med sin Utugt, og krævet sine Tjeneres Blod af hendes Hånd.
vicArAjJAzca tasyaiva satyA nyAyyA bhavanti ca| yA svavezyAkriyAbhizca vyakarot kRtsnamedinIM| tAM sa daNDitavAn vezyAM tasyAzca karatastathA| zoNitasya svadAsAnAM saMzodhaM sa gRhItavAn||
3 Og de sagde anden Gang: Halleluja! og Røgen fra hende opstiger i Evighedernes Evigheder. (aiōn g165)
punarapi tairidamuktaM yathA, brUta parezvaraM dhanyaM yannityaM nityameva ca| tasyA dAhasya dhUmo 'sau dizamUrddhvamudeSyati|| (aiōn g165)
4 Og de fire og tyve Ældste og de fire levende Væsener faldt ned eg tilbade Gud, som sad på Tronen, og de sagde: Amen! Halleluja!
tataH paraM caturvviMzatiprAcInAzcatvAraH prANinazca praNipatya siMhAsanopaviSTam IzvaraM praNamyAvadan, tathAstu paramezazca sarvvaireva prazasyatAM||
5 Og en Røst udgik fra Tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans Tjenere, I, som frygte ham, de små og de store!
anantaraM siMhAsanamadhyAd eSa ravo nirgato, yathA, he Izvarasya dAseyAstadbhaktAH sakalA narAH| yUyaM kSudrA mahAntazca prazaMsata va IzvaraM||
6 Og jeg hørte som en Røst af en stor Skare og som en Lyd af mange Vande og, som en Lyd af stærke Tordener, der sagde: Halleluja! thi Herren, Gud, den almægtige, har tiltrådt Kongedømmet.
tataH paraM mahAjanatAyAH zabda iva bahutoyAnAJca zabda iva gRrutarastanitAnAJca zabda iva zabdo 'yaM mayA zrutaH, brUta parezvaraM dhanyaM rAjatvaM prAptavAn yataH| sa paramezvaro 'smAkaM yaH sarvvazaktimAn prabhuH|
7 Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud har gjort sig rede.
kIrttayAmaH stavaM tasya hRSTAzcollAsitA vayaM| yanmeSazAvakasyaiva vivAhasamayo 'bhavat| vAgdattA cAbhavat tasmai yA kanyA sA susajjitA|
8 Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde; thi Linklædet er de helliges Retfærdshandlinger.
paridhAnAya tasyai ca dattaH zubhraH sucelakaH||
9 Og han siger til mig: Skriv: Salige ere de, som ere budne til Lammets Bryllups Nadver! Og han siger til mig: Disse ere de sande Guds Ord.
sa sucelakaH pavitralokAnAM puNyAni| tataH sa mAm uktavAn tvamidaM likha meSazAvakasya vivAhabhojyAya ye nimantritAste dhanyA iti| punarapi mAm avadat, imAnIzvarasya satyAni vAkyAni|
10 Og jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og han siger til mig: Gør det ikke! Jeg er din Medtjener eg dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu Vidnesbyrd er Profetiens Ånd.
anantaraM ahaM tasya caraNayorantike nipatya taM praNantumudyataH|tataH sa mAm uktavAn sAvadhAnastiSTha maivaM kuru yIzoH sAkSyaviziSTaistava bhrAtRbhistvayA ca sahadAso 'haM| Izvarameva praNama yasmAd yIzoH sAkSyaM bhaviSyadvAkyasya sAraM|
11 Og jeg så Himmelen åben, og se en hvid Hest, og han, som sad på den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med Retfærdighed.
anantaraM mayA muktaH svargo dRSTaH, ekaH zvetavarNo 'zvo 'pi dRSTastadArUDho jano vizvAsyaH satyamayazceti nAmnA khyAtaH sa yAthArthyena vicAraM yuddhaJca karoti|
12 Men hans Øjne vare Ildslue, og på hans Hoved var der mange Kroner; han havde et Navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han selv;
tasya netre 'gnizikhAtulye zirasi ca bahukirITAni vidyante tatra tasya nAma likhitamasti tameva vinA nAparaH ko 'pi tannAma jAnAti|
13 og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord.
sa rudhiramagnena paricchadenAcchAdita IzvaravAda iti nAmnAbhidhIyate ca|
14 Og Hærene i Himmelen fulgte ham på hvide Heste, iførte hvidt, rent Linklæde.
aparaM svargasthasainyAni zvetAzvArUDhAni parihitanirmmalazvetasUkSmavastrANi ca bhUtvA tamanugacchanti|
15 Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed skulde slå Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav, og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse.
tasya vaktrAd ekastIkSaNaH khaGgo nirgacchati tena khaGgena sarvvajAtIyAstenAghAtitavyAH sa ca lauhadaNDena tAn cArayiSyati sarvvazaktimata Izvarasya pracaNDakoparasotpAdakadrAkSAkuNDe yadyat tiSThati tat sarvvaM sa eva padAbhyAM pinaSTi|
16 Og på Kappen, på sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge og Herrers Herre.
aparaM tasya paricchada urasi ca rAjJAM rAjA prabhUnAM prabhuzceti nAma nikhitamasti|
17 Og jeg så en Engel stående i Solen, og han råbte med høj Røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt oppe under Himmelen: Kommer og samler eder til Guds store Nadver
anantaraM sUryye tiSThan eko dUto mayA dRSTaH, AkAzamadhya uDDIyamAnAn sarvvAn pakSiNaH prati sa uccaiHsvareNedaM ghoSayati, atrAgacchata|
18 for at æde Kød af Konger og Kød af Krigsøverster og Kød af vældige og Kød af Heste og af dem, som sidde på dem, og Kød af alle, både frie og Trælle, små og store.
Izvarasya mahAbhojye milata, rAjJAM kravyANi senApatInAM kravyANi vIrANAM kravyANyazvAnAM tadArUDhAnAJca kravyANi dAsamuktAnAM kSudramahatAM sarvveSAmeva kravyANi ca yuSmAbhi rbhakSitavyAni|
19 Og jeg så Dyret og Jordens Kongen og deres Hære samlede for at føre Krig imod ham, som sad på Hesten, og imod hans Hær.
tataH paraM tenAzvArUDhajanena tadIyasainyaizca sArddhaM yuddhaM karttuM sa pazuH pRthivyA rAjAnasteSAM sainyAni ca samAgacchantIti mayA dRSTaM|
21 Og de andre bleve ihjelslåede med hans Sværd, som sad på Hesten, det, der udgik af hans Mund, og alle Fuglene bleve mættede at deres Kød.
avaziSTAzca tasyAzvArUDhasya vaktranirgatakhaGgena hatAH, teSAM kravyaizca pakSiNaH sarvve tRptiM gatAH|
