< Salme 95 >
1 Kom, lad os Juble, for HERREN, råbe af fryd for vor Frelses Klippe,
Kommt, laßt uns dem HERRN zujubeln, jauchzen dem Felsen unsers Heils!
2 møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris!
Laßt uns mit Dank vor sein Angesicht treten, mit Liedern ihm jauchzen!
3 Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder;
Denn ein großer Gott ist der HERR und ein großer König über alle Götter,
4 i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans;
er, in dessen Hand die Tiefen der Erde sind und dem auch die Gipfel der Berge gehören;
5 Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet.
er, dem das Meer gehört: er hat’s ja geschaffen, und das Festland: seine Hände haben’s gebildet.
6 Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!
Kommt, laßt uns anbeten und niederfallen, die Knie beugen vor dem HERRN, unserm Schöpfer!
7 Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:
Denn er ist unser Gott, und wir das Volk seiner Weide, die Herde seiner Hand. Möchtet ihr heute doch hören auf seine Stimme:
8 "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen,
»Verstockt nicht euer Herz wie bei Meriba, wie am Tage von Massa in der Wüste,
9 da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk.
woselbst eure Väter mich versuchten, mich prüften, obwohl sie doch sahen mein Tun.
10 Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.
Vierzig Jahre hegte ich Abscheu gegen dieses Geschlecht, und sagte: ›Sie sind ein Volk mit irrendem Herzen‹; sie aber wollten von meinen Wegen nichts wissen.
11 Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!
So schwur ich denn in meinem Zorn: ›Sie sollen nicht eingehn in meine Ruhstatt!‹«