< Salme 94 >
1 HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;
Herre, du hemns Gud, du hemns Gud, syn deg i herlegdom!
2 stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!
Statt upp, du domar yver jordi, lat dei ovmodige få lika for si gjerning!
3 Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?
Kor lenge skal ugudlege, Herre, kor lenge skal ugudlege fegnast?
4 De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;
Dei gøyser or seg og fører skamlaus tale; dei skrøyter, alle ugjerningsmenner.
5 de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;
Ditt folk, Herre, krasar dei, og din arv plågar dei.
6 de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;
Enkja og den framande slær dei i hel, og dei myrder dei farlause.
7 de siger: "HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!"
Og dei segjer: «Herren ser ikkje, og Jakobs Gud merkar det ikkje.»
8 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?
Merka då, de uvituge i folket! Og de vitlause, når vil de taka til vitet?
9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?
Han som hev sett inn øyra, skulde han ikkje høyra? Han som hev laga til auga, skulde han ikkje sjå?
10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?
Han som tuktar heidningar, skulde han ikkje refsa, han som gjev menneski kunnskap?
11 HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
Herren kjenner mannsens tankar, at dei er fåfengd.
12 Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov
Sæl er den mann som du, Herre, tuktar, og som du gjev lærdom or lovi di,
13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;
til å gjeve honom ro for vonde dagar, til dess det vert grave ei grav for den ugudlege.
14 thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.
For ikkje støyter Herren burt sitt folk, og arven sin forlet han ikkje.
15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
For domen skal venda um att til rettferd, og alle ærlege i hjarta skal halda med honom.
16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd?
Kven stend upp for meg imot dei vonde? Kven stig fram for meg mot deim som gjer urett?
17 Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.
Dersom ikkje Herren var mi hjelp, so vilde sjæli mi snart bu i stilla.
18 Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE;
Når eg segjer: «Foten min er ustød, då held di miskunn meg uppe, Herre.»
19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
Når det kjem mange tunge tankar i mitt hjarta, då huggar dine trøystarord mi sjæl.
20 står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?
Er vel tynings-domstolen i samlag med deg, der dei lagar urett i hop til rett?
21 Jager de end den ret, færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,
Dei flokkar seg i hop mot sjæli åt den rettferdige, og dei fordømer uskuldigt blod.
22 HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;
Då vert Herren ei borg for meg, og min Gud vert eit berg som eg flyr til.
23 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.
Og han let deira urett koma attende yver deim, og for deira vondskap skal han gjera ende på deim, ja, Herren, vår Gud, skal gjera ende på deim.