Salme 92

1 (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.) Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,

Dwom a wɔto no Homeda. Eye sɛ wɔkamfo wo Awurade na wɔto dwom de hyɛ wo anuonyam, Ɔsorosoroni,

2 ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed

na wɔpae mu ka wʼadɔe anɔpa ne wo nokware anadwo,

3 til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!

wɔ hama du sanku so ne sankuten nnwom mu.

4 Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.

Awurade, wo nneyɛe ma mʼani gye; mede anigye to nnwom, wo nsa ano nnwuma nti.

5 Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe!

Awurade, wo nnwuma yɛ akɛse, na wo nyansa mu dɔ!

6 Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.

Agyimifo nnim na nkwaseafo nte ase,

7 Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,

amumɔyɛfo benyin sɛ sare na abɔnefo bɛyɛ frɔmfrɔm de, nanso wɔbɛsɛe wɔn pasaa.

8 men du er ophøjet for evigt, HERRE.

Na wo Awurade, wɔayɛ wo ɔkɛse afebɔɔ.

9 Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!

Awurade, ampa ara, wʼatamfo bɛyera; na wɔbɛhwete abɔnefo nyinaa.

10 Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;

Woama me ahoɔden te sɛ ɛko; woahwie ngohuam papa agu me so.

11 det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

Mahu mʼatamfo nkogu a wɔadi, mate sɛnea mʼatamfo atirimɔdenfo aguan afi akono.

12 De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;

Atreneefo bɛyɛ frɔmfrɔm te sɛ abedua, wobenyin sɛ Lebanon sida;

13 plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;

nea wɔadua wɔ Awurade fi, wobenyin frɔmfrɔm wɔ yɛn Nyankopɔn adiwo hɔ.

14 selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft

Wɔbɛkɔ so asow aba, onyinkyɛ mu mpo, wɔbɛyɛ frɔmfrɔm sɛ ahabammono,

15 for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

de akyerɛ sɛ, “Awurade yɛ ɔtreneeni; ɔyɛ me botan, na atirimɔdensɛm biara nni ne mu.”