< Salme 92 >

1 (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.) Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,
En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.
2 ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed
Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit Navn, du Højeste,
3 til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!
ved Gry forkynde din Naade, om Natten din Trofasthed
4 Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.
til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg paa Citer!
5 Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe!
Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.
6 Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.
Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker saare dybe!
7 Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,
Taaben fatter det ikke, Daaren skønner ej sligt.
8 men du er ophøjet for evigt, HERRE.
Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udaadsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,
9 Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!
men du er ophøjet for evigt, HERRE.
10 Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;
Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender gaar under, alle Udaadsmænd spredes!
11 det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.
Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;
12 De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;
det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.
13 plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;
De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;
14 selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft
plantet i HERRENS Hus grønnes de i vor Guds Forgaarde;
15 for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.
selv graanende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

< Salme 92 >