Salme 92

1 (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.) Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,

Sabbath ni ih Saam laa. Angraeng pakoehhaih loe hoih, Aw Kasang koek, na hmin pakoehhaih laasak hae hoih,

2 ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed

akhawnbang ah nam lunghaih to thuih moe, duembang ah na oepthohhaih thuih hae hoih,

3 til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!

aqui hato kaom katoeng, tamoi hoi atuen kahoih katoeng hoiah na hmin pakoeh hae hoih.

4 Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.

Aw Angraeng, na sak ih hmuen hoiah kai palung nang hoesak; na ban hoi sak ih hmuennawk pongah pakoehhaih laa to ka sak han.

5 Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe!

Aw Angraeng, na sak ih hmuen loe kawkruk maw len! Na poekhaih loe thuk parai.

6 Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.

Poekhaih tawn ai kaminawk mah panoek o thai ai; kamthu mah doeh hae hae panoek ai,

7 Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,

kasae kaminawk loe phroh baktiah tacawt o moe, kahoih ai hmuen sah kaminawk qoeng o tahang naah, nihcae to dungzan khoek to amrosak tih boeh.

8 men du er ophøjet for evigt, HERRE.

Toe Angraeng, nang loe dungzan khoek to kasang ah na oh poe.

9 Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!

Aw Angraeng, na misanawk ho khenah; khenah, na misanawk loe anghmaa o tih; kahoih ai hmuen sah kaminawk boih loe ahmuen kruekah amhet o tih.

10 Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;

Maitaw tae taki baktiah kai ih taki hae na pakoeh moe, kahoih situi hoiah nang bawh boeh.

11 det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

Ka mik mah ka misanawk to hnuk moe, kahoih ai ka misanawk pazawkhaih kawng ka thaih naah loe, ka poekhaih palungthin khuek ti tih boeh.

12 De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;

Katoeng kami loe ungsikung baktih, Lebanon ih Sidar thing baktiah qoeng tahang tih.

13 plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;

Angraeng imthung ah thling ih kaminawk loe, aicae Sithaw ih longhmaa ah qoeng o tahang tih.

14 selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft

Nihcae loe mitong naah doeh thingthai athai o vop tih; aqam angtha o ueloe, hing suep ah om o tih.

15 for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

To naah nihcae mah, Angraeng loe toeng, anih loe ka lungsong ah oh; a nuiah katoeng ai hmuen tidoeh om ai, tiah amtueng tih.