Salme 88

1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

Gospode Bože, spasitelju moj, danju vièem i noæu pred tobom.

2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

Nek izaðe preda te molitva moja, prigni uho svoje k jauku mojemu;

3 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)

Jer je duša moja puna jada, i život se moj primaèe paklu. (Sheol h7585)

4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

Izjednaèih se s onima koji u grob odlaze, postadoh kao èovjek bez sile,

5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

Kao meðu mrtve baèen, kao ubijeni, koji leže u grobu, kojih se više ne sjeæaš, i koji su od ruke tvoje daleko.

6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

Metnuo si me u jamu najdonju, u tamu, u bezdanu.

7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)

Oteža mi gnjev tvoj, i svima valima svojim udaraš me.

8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

Udaljio si od mene poznanike moje, njima si me omrazio; zatvoren sam, i ne mogu izaæi.

9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

Oko moje usahnu od jada, vièem te, Gospode, vas dan, pružam k tebi ruke svoje.

10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)

Eda li æeš na mrtvima èiniti èudesa? ili æe mrtvi ustati i tebe slaviti?

11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

Eda li æe se u grobu pripovijedati milost tvoja, i istina tvoja u truhljenju?

12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

Eda li æe u tami poznati èudesa tvoja, i pravdu tvoju gdje se sve zaboravlja?

13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

Ali ja, Gospode, k tebi vièem, i jutrom molitva moja sreta te.

14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

Zašto, Gospode, odbacuješ dušu moju, i odvraæaš lice svoje od mene?

15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

Muèim se i izdišem od udaraca, podnosim strahote tvoje, bez nadanja sam.

16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

Gnjev tvoj stiže me, strahote tvoje razdiru me.

17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

Optjeèu me svaki dan kao voda, stežu me otsvuda.

18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

Udaljio si od mene druga i prijatelja; poznanici moji sakrili su se u mrak.