Salme 88

1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

Ry Iehovà, Andrianañaharem- pandrombahañe ahiko, itoreovako handro an-kaleñe añatrefa’o,

2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

Ehe te hiatrek’ azo ty halaliko; atokilaño mb’amy fikaihakoy ty ravembia’o;

3 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)

Fa losotse ty hasosoram-piaiko, vaho manòto-kibory ty haveloko. (Sheol h7585)

4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

Volilieñe amo migodoñe mb’an-davak’ ao iraho; hoe ondaty nipitso-pañimba.

5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

Mihoriñe amo vilasio iraho, manahake o vinono mitsalalampatse an-kiborio, o tsy tiahi’o kañeo, o naito am-pità’oo.

6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

Navotra’o ami’ty loho herakerak’ ao an-toe’e mimoromoroñe an-dalek’ ao.

7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)

Napok’ amako o fifombo’oo, naho naniloke ahy o kinera’oo. Selà

8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

Fa naveve’o lavitse ahy o rañekoo, nampirihie’o ahiko. migoboñe atoan-draho tsy mahafiakatse;

9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

Mitike amy hasotriakoy o masokoo. fa nikanjieko boak’andro, ry Iehovà; fa namelarako tañañe.

10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)

Hanoa’o raha tsitantane hao o loloo? Hitroatse hañandriañ’ Azo hao o angatseo? Selà

11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

Ho talilieñe an-donak’ ao hao ty fiferenaiña’o? an-tsikeokeok’ ao hao ty figahiña’o?

12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

Hampahafohineñe am-pimoromoroñañe ao hao o halatsà’oo, naho an-tanem-pandikofañe ao hao ty havañona’o?

13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

Aa naho izaho, ihe ry Iehovà ty itoreovako; mifanalaka ama’o boak’andro o halalikoo.

14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

Ry Iehovà akore te farie’o ty fiaiko? Ino ty añetaha’o laharañ’ amako?

15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

Nalovilovy ho nikenkan-draho ampara’ ty nahajalahy ahiko, fa nivavèko ty hetraketra’o, vaho voretra.

16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

Fa nandipotse ahy ty fifombo’o miforoforo; vaho fa nañito ahy ty firevendreveñañe ama’o.

17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

Niropak’ amako lomoñandro hoe rano, le nanaron-kohok’ ahy.

18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

Toe nampihankàñe’o amako ty mpikoko naho rañetse; atehenako ty hamoromoroñañe.