Salme 88
1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
Ya Mukulu wa Bayimbi. Zabbuli ya Batabani ba Koola. Ayi Mukama Katonda, Omulokozi wange, nkaaba emisana n’ekiro mu maaso go.
2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Kkiriza okusaba kwange kutuuke gy’oli; otege okutu kwo nga nkukoowoola.
Kubanga emmeeme yange ejjudde ebizibu, era nsemberedde okufa. (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
Mbalirwa mu abo abaserengeta emagombe; nfaanana ng’omuntu atalina maanyi.
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
Bandese wano ng’afudde, nga ndi ng’abo be basse abalinda obulinzi entaana, nga tokyaddayo kubajjukira, era nga tewakyali kya kubakolera.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
Ontadde mu kinnya ekisinga obuwanvu, era eky’ekizikiza ekikutte ennyo.
7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
Obusungu bwo bumbuubuukiddeko nnyo, ng’ennyanja esiikuuse n’amayengo gaayo ne gankuba okusukkirira.
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
Ab’emikwano abasingira ddala okunjagala obammazeeko, n’onfuula ekyenyinyalwa gye bali. Nsibiddwa, so sisobola kwesumattula.
9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Amaaso gange gayimbadde olw’ennaku. Nkukoowoola buli lunaku, Ayi Mukama, ne ngolola emikono gyange gy’oli nga nkwegayirira.
10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Ebyamagero byo onoobikoleranga bafu? Abafudde banaagolokokanga ne bakutendereza?
11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Okwagala kwo onookulaganga abali emagombe n’obwesigwa bwo abo abali mu kifo eky’okuzikirira?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Ebyamagero byo binaamanyibwanga mu kifo ekyo eky’ekizikiza? Oba ebikolwa byo eby’obutuukirivu bwo bye binaamanyibwanga mu nsi eyamala edda okwerabirwa?
13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Naye nze, Ayi Mukama, naakabiriranga ggwe okunnyamba; buli nkya okusaba kwange kunaatuukanga gy’oli.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
Ayi Mukama, onsuulidde ki? Onkwekedde ki amaaso go?
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
Ombonyaabonyezza okuviira ddala mu buvubuka bwange, era nga mbeera kumpi n’okufa; ngumiikirizza nnyo entiisa yo, era kaakano mpweddemu essuubi.
16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Obusungu bwo obubuubuuka bunzigwereddeko era bunzikkiriza. Entiisa yo tendeseemu ka buntu.
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Binzingiza nga mukoka olunaku lwonna; binsaanikiridde ddala.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Ommazeeko ab’emikwano n’abo abanjagala ennyo; nsigazza nzikiza yokka.
